
6. december: Trængsel på den grønne gren
Det har været et begivenhedsrigt år for de partier, der har den grønne dagsorden som deres mærkesag.
2020 var ikke mange uger gammel, da Josefine Fock blev ny politisk leder for det dybt splittede Alternativet.
Valget af den kontroversielle frontkvinde førte til en sprængning af folketingsgruppen, hvor Uffe Elbæk og andre blev løsgængere. Kun den forholdsvis ukendte Torsten Gejl var tilbage.
Efter valget af Josefine Fock som ny leder begyndte historier om hendes ledelsesstil og påstået intimiderende adfærd at florere i pressen.
Uffe Elbæk følte også behov for at sætte et sidste punktum, da han i et ærligt indlæg i POV International råt for usødet fortalte om sit samarbejde med Josefine Fock. Ifølge Uffe Elbæk gik samarbejdet allerede galt efter det flotte valgresultat ved folketingsvalget i 2015.
Hvordan kunne noget, der var så politisk håbefuldt som Alternativet, ende i en så dramatisk magtkamp, som nu reelt truer partiets eksistens
Uffe Elbæk
Siden har den tidligere kaospilot kastet sig over et nyt iværksætterprojekt med partiet Frie Grønne, som består af tidligere alternativister med Sikandar Siddique i spidsen.
Spørgsmålet er, om Frie Grønne overhovedet har en jordisk chance for at komme i Folketinget ved næste valg. Foruden Alternativet, hvor Josefine Fock nu også har kastet håndklædet i ringen, bejler også Veganerpartiet til de grønne stemmer.
I øvrigt fejrede Veganerpartiet i september deres opstillingsberettigelse med et pressemøde i - ja ironisk nok - Kødbyen i København.
Julekalenderen
Læs andre afsnit her.