CPH-ansatte får fredag at vide, om de er fyret eller ej. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

511 ansatte kan gå på weekend med en fyreseddel

28. aug 2020, 14:10
Efter forhandlinger er det lykkes Københavns Lufthavne (CPH) at reducere antallet af opsigelser fra oprindelig 650 fuldtidsstillinger til 511.

Oprindeligt var det 650 ansatte i Københavns Lufthavne (CPH), der blev varslet fyret den 5. august grundet coronakrisen, der har lammet store dele af flytrafikken.  

LÆS OGSÅ: Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'

Det antal er nu blevet reduceret til 511 stillinger. Ud af den pulje er der indgået fratrædelsesaftaler med cirka 200.

Det efterlader godt 300, der i dag får deres fyreseddel i e-Boks.

Kenni Leth, der er pressechef i Københavns Lufthavn, understreger dog overfor Ekstra Bladet, at det ikke kun af via e-Boks, at medarbejderen får besked.

- Nogle medarbejdere er mødt ind, mens andre vil være hjemme på grund af hjemsendelse, når beskeden kommer - og alt efter, hvor de befinder sig, vil vi forsøge at få direkte kontakt til dem, siger han.

Fyringsrunden finder sted samtidig med, at lønkompensationsaftalen udløber. En aftale som godt 1.500 CPH-ansatte har været på.  

I en pressemeddelelse fra CPH står der, at det er lykkes at reducere antallet af opsagte medarbejdere ved at iværksætte en række kompetenceudviklende uddannelsesforløb.

- Det er en utrolig trist dag - ikke mindst for de dygtige og gode kolleger, som vi nu er nødt til at sige farvel til. Selv om det har været svært, vil jeg gerne takke tillidsrepræsentanterne for nogle konstruktive forhandlinger. Vores ambition igennem hele coronakrisen har været at redde så mange arbejdspladser som muligt, udtaler Kirstine Bergenholtz, der er HR-direktør i Københavns Lufthavne, i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Ole i sorg over fyringer i SAS: 'Min familie er revet midt over'

Lufthavnen har fortsat en ugentlig trafik på under 20 procent af det normale.