500 dragter skal redde brandmænd fra kræft

15. okt 2013, 04:00
København afsætter 4,5 millioner kroner til at sikre deres brandfolk mod kræftfremkaldende partikler. Godt gået, siger ekspert.

Det skal være helt slut med, at københavnske brandmænd kører hjem til stationen i en branddragt dækket med kræftfremkaldende sod.

Brandmænd skal altid kunne skifte til rene branddragter, når de har været i ildebrand. Det mener man blandt andet i København.

Her har politikerne netop afsat 4,5 millioner kroner til 500 nye branddragter og to transportable omklædningsrum, hvor brandmændene kan skifte branddragt og bade efter brandslukning.

”Først og fremmest handler det om at undgå spredning af farlige partikler og minimere påvirkningen af de sundhedsskadelige partikler, der gør folk syge,” siger Søren Sass, der er stabschef i Københavns Brandvæsen.

Kræftrisiko

Partikler fra røg og sod er sundhedsskadelige og kan forårsage kræft hos brandmænd.

Derfor er det vigtigt, at brandfolk hele tiden har rene dragter, så de undgår at komme i nærkontakt med de farlige partikler.

Der er også risiko for, at brandfolk spreder sodpartikler og andet snavs til biler og brandstationer, hvis de ikke skifter de beskidte dragter med det samme. Det så man efter asbestbranden på Frihedsmuseet i København i foråret.

Her spredte forureningen af asbest sig til tre brandstationer, et vaskeri, et depot, brandbiler og udstyr. Det kostede 600.000 kroner at fjerne asbesten efter branden.

Ekspert håber flere følger trop

I Brancheudvalget for brand og redning, der laver regler for sikkert brandmandsarbejde, roser konsulent Finn Olsen den københavnske løsning.

”Det er et meget fornuftigt udgangspunkt, de har taget. Jeg håber, at det kommer til at brede sig til de øvrige dele af beredskaberne. Vi ved, at der sidder mange sundhedsskadelige ting i dragterne efter en brand,” siger Finn Olsen.

Siden Avisen.dk sidste år begyndte at skrive om kræftrisikoen ved jobbet som brandmand, har mange brandvæsener skærpet sikkerhedsreglerne.

En kortlægning blandt flere end halvdelen af landets brandvæsener viser, at de fleste beredskaber nu har gjort noget for at forebygge mod forurening.

Der mangler dansk forskning

Det kan være krav om at skifte dragt efter brand eller, at man skal tage en overtræksdragt på, når man kører hjem.

”Det er virkelig noget, kræftdiskussionen har sat i gang. Men man står stadig og er i vildrede omkring, hvad der skal foregå på længere sigt," siger Finn Olsen.

Han efterlyser dansk forskning i sammenhængen mellem kræft og arbejdet som brandmand. Det er nødvendigt for at lave klare regler for hele branchen.

Hvis du er brandmand og ikke har adgang til rene branddragter efter ildløs, vil vi gerne tippes om, hvor du arbejder. Skriv til [email protected]

Rene Branddragter i hovedstaden
  • Politikerne i København har afsat 4,5 millioner kroner til at indkøbe 500 nye branddragter og to såkaldte slusecontainere, hvor de københavnske brandfolk kan afføre sig den forurenede branddragt, vaske sig og iføre sig en ny, ren branddragt efter indsats.
  • Pengene i København er afsat over to år. De er udløberen af ’projekt rene branddragter’, der har været afprøvet på en af de københavnske brandstationer siden starten af 2012.