467 frisører med smerter afvist

25. mar 2011
Arbejdsskadestyrelsen afviser alle frisører med smerter i kroppen, selvom fire ud af ti frisører forlader faget på grund af ondt i muskler og led

40 procent af frisører, der forlader faget, gør det på grund af smerter i muskler og led.

Alligevel har ikke en eneste frisør fået smerterne anerkendt som en arbejdsskade, selvom 467 frisører har søgt de seneste fem år.

”Vi anker og vi anker, men frisørerne får ikke anerkendt noget. Tallene lyver ikke. Det er jo ikke bare en enkelt, der er faldet over katten og har fået ondt i ryggen. Der må være ansvarlige myndigheder og politikere, der ligesom os kan sidde og se, hvor højt antallet er afviste faktisk er,” siger Poul Mongaard, formand for frisørernes fagforening, Danmarks Frisørforbund.

Susan Hovmand Lysdal, ph.d. studerende på Videncenter for Frisører og Kosmetikere har spurgt over 2000 frisører, der har forladt faget om deres grunde. På trods af, at allergi og astma er et stort problem hos frisørerne, er den største synder smerter i muskler og led. En frisør holder i snit kun 8½ år fra de begynder i lære, til de forlader faget.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hele fire ud af ti siger, at smerterne var en af grundene til, at de skrottede frisørfaget.

”Det er et hårdt fysisk job at være frisør. Det skal man ikke undervurdere. De står op næsten hele dagen og har mange akavede arbejdsstillinger men også mange gentagne bevægelser, når de for eksempel klipper,” siger Susan Hovmand Lysdal.

Ifølge frisørforbundet er det alment kendt, at frisørernes kroppe ikke kan holde til arbejdet.

”Alle ved, at en frisør over 50 år har skæv ryg. Sådan er det,” siger Poul Mongaard, formand for frisørfobundet.

Det er jo ikke fordi vi tvivler på, at de har smerter

Alligevel Avisen.dk ikke kunnet få oplyst et eneste eksempel, hvor en frisør har fået anerkendt smerter i ryg, muskler eller led som en arbejdsskade.

Alene fra 2005 til 2010 afviste Arbejdsskadestyrelsen 467 frisører, der anmeldte rygsygdomme eller andre sygdomme i bevægeapparatet.

”Det er jo ikke fordi vi tvivler på, at de har smerter. Der er imidlertid ikke videnskabelig dokumentation for, at smerterne skyldes frisørarbejdet", siger Rikke Nissen, chefkonsulent for arbejdsskader i Arbejdsskadestyrelsen.

Frisørernes arbejdsbevægelser lever ikke op til kravene til belastningen for anerkendelse af deres smerter som arbejdsskader. Typisk har de ikke tilstrækkelig mange bevægelser i overarmen og skulderen per minut eller også er det ikke tilstrækkeligt kraftfulde arbejdsbevægelser i hånden, underarmen eller albuerne, siger Arbejdsskadestyrelsen.

Poul Mongaard mener, at politikerne nu må sørge for bedre beskyttelse for frisørerne.

”Nu vil jeg have, at politikerne siger, der er en grænse for, hvad man må arbejde med,” siger han.