20170819-154740-4-1920x1378we
En tysk turist er død, efter at han blev dårlig under dykning i Gjerrild Bugt (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

44-årig mister livet på dykkertur ved Grenaa

27. jul 2020, 18:10
En tysk turist er død, efter at han blev dårlig under dykning i Gjerrild Bugt. Hans pårørende er underrettet.

En 44-årig tysk turist har mandag mistet livet i forbindelse med dykning i Gjerrild Bugt ved Grenaa.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Den 44-årige var ude at dykke sammen med en anden, da han ifølge politiet tilsyneladende fik et ildebefindende.

Alarmen om ulykken kom klokken 15.16.

- Vi havde både en helikopter i luften, og der blev også sendt en redningsbåd fra redningsstationen på Anholt, men helikopteren nåede dertil først og fik en dykker med, der blev bragt til Skejby Sygehus, siger vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter til Randers Amts Avis.

Dykkeren var dog død ved ankomsten til Skejby Sygehus.

Hans pårørende er underrettet om ulykken.

/ritzau/