3F: Nu skal hykleri i kommuner kontrolleres

21. nov 2013, 11:45
Gyldne løfter om stop for løndumping skal følges til dørs efter kommunalvalget, siger formand for landtes største fagforbund.

Danmarks største fagforbund 3F har kastet sig massivt ind i den kommunale valgkamp med annoncekampagner og kritik af kommuner, der lader udenlandske byggefolk eller rengøringskoner knokle for 40 kroner i timen.

Nu er stemmerne talt op og borgmesterkæderne fordelt. Men det er først nu, at kampen mod social dumping for offentlige kroner går igang, understreger 3F-formand Per Christensen, der gør sig klar til at indløse politikernes løfter.

"Nu skal vi systematisk følge med i, om kommunerne lever op til det, de har lovet forud for valget. Og så skal vi sikre os, at de også kontrollerer, om sociale klausuler, arbejdsklausuler og kædeansvar rent faktisk bliver overholdt. Det skal vi have fokus på og pege på hykleriet, hvis det sker," siger han.

Kommuner håndhæver ikke deres krav

Mange kommuner er i de seneste år blevet afsløret i at bruge underbetalt udenlandsk arbejdskraft, når de indgår kontrakter med med private virksomheder, der for eksempel skal bygge eller gøre rent for kommunen.

På den måde bidrager kommunerne til at gøre deres egne borgere arbejdsløse og sænke lønniveauet i Danmark.

Derfor er såkaldte arbejdsklausuler og kædeansvar kommet højt på den politiske dagsorden - både på Christiansborg og i kommunerne.

Gennem arbejdsklausuler kan kommunen kræve, at ansatte får løn efter danske standarder, mens kædeansvar gør det muligt at holde en hovedentreprenør ansvarlig for fup blandt underentreprenører.

57 af de 98 kommuner har formelt allerede indført arbejdsklausuler, mens København, Gentofte og Aarhus som de første har indført kædeansvar.

Problemet er, at de færreste kommuner håndhæver deres arbejdsklausuler, konkluderer 3F i en ny rapport.

Derfor er det nødvendigt at ånde de ny- eller genvalgte lokalpolitikere i nakken, understreger Per Christensen:

"Hverdagen melder sig på den anden side af valget. Derfor skal vi være rigtig opmærksomme på, om de gyldne løfter, der er givet, rent faktisk bliver omsat til virkelighed."

Enhedslisten skal holde borgerlige i ørene

Som Avisen.dk skriver i dag, peger fastholdelse af vigtige røde bastioner og Enhedslistens kanonvalg mod et fortsat opgør med løndumping i kommunerne.

"Men der tegner sig et nuanceret billede, da rigtig mange borgerlige politikere også har købt dagsordenen om, at der skal være fair konkurrence på arbejdsmarkedet - både for lønmodtagere og arbejdsgivere. Det skal vi naturligvis hold dem op på nu," siger Per Christensen.

Socialdemokraterne har tabt pusten en smule, mens Enhedslisten stormer frem. Er det et godt resultat for 3F?

"Nu er jeg ikke selv Enhedsliste-mand, men set fra et 3F-synspunkt er vi glade for, at det er partier til venstre for midten, der har haft et godt valg - altså på nær SF. Jeg ønsker Enhedslisten stort tillykke," siger 3F-formanden.

Hvad betyder Enhedslistens fremgang for kampen mod social dumping?

"Jeg tror, at Enhedslisten kan spille en stor rolle - især i København, ved at sætte borgerlige borgmestre under pres for at undgå social dumping under deres administration," siger Per Christensen.

FAKTA
  • Kommuner kan anvende både sociale klausuler, arbejdsklausuler og kædeansvar i de kontrakter, der indgås med private virksomheder, der for eksempel skal bygge eller gøre rent for kommunen.
  • Arbejdsklausuler betyder, at ansatte på arbejdspladsen skal have løn og arbejdsvilkår, som mindst svarer til den danske overenskomst på området.
  • Kædeansvar betyder, at en hovedentreprenør også har ansvar for, at klausulerne overholdes blandt underentreprenører.
  • Sociale klausuler betyder, at der stilles krav om lærepladser.