Det er nødvendigt med en mindre stigning i indkomstskatten, hvis der fortsat skal være råd til velfærd. Den kontroversielle melding kommer fra Danmarks største fagforbund for privatansatte, 3F, forud for 1. maj-kampdagen.

- Det er nærmest blevet et tabu at tale om skatteforhøjelser, men vi er nødt til at sige, at ordentlig velfærd også koster. Jeg kunne forestille mig en skat-flix-model, hvor alle hustande betaler, hvad der svarer til et Netflix-abonnement - det er 79 kroner - mere i skat om måneden, siger Per Christensen, formand 3F, der hovedsageligt organiserer lønmodtagere i industrien, byggeriet og transportsektoren.

Ifølge 3F vil det give indtægter for 2,5 milliarder kroner årligt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Jeg vil gerne gennemhulle den myte, at ingen danskere ønsker at bidrage mere til samfundet. Det vil mange af mine medlemmer gerne, for de bliver taberne, når skolerne eller sygehusene ikke fungerer ordentligt. De, der har penge nok, kan betale sig ud af det, men det gælder ikke for almindelige mennesker, siger Per Christensen, der også peger på den offentlige trafik som et område, som gerne må opgraderes:

- Der, hvor min gamle mor bor, kører bussen meget, meget sjældent. Det rammer ældre, men også skifteholdsarbejdere, der er afhængige af, at de kan tage bussen på arbejde først på morgenen eller sidst på aftenen, siger 3F-formanden.

Per Christensen mener, at det har været et tabu i dansk politik at tale om højere skat siden Anders Fogh Rasmussen (V) i 2001 blev valgt på løfterne om et skattestop. I perioden 2002-2017 blev indkomstskatten lettet med 52 milliarder kroner. Skattelettelser som i særlig grad er givet til dem med de højeste indkomster både under røde og blå regeringer.

Det kan man få for pengene:

4.902 pædagoger med årsløn (inkl. ovherhead) på 510.000 kr. eller
4.310 sygeplejersker med årsløn (inkl. ovherhead) på 580.000 kr. eller
5.000 SOSU-assistenter med årsløn (inkl. ovherhead) på 500.000 kr. eller
4.032 folkeskolelærerer med årsløn (inkl. ovherhead) på 620.000 kr. eller
3.623 politibetjente med årsløn (inkl. ovherhead) på 690.000 kr.
Kilde: 3F pba. svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 411 (Alm. del) af 18. juni 2018

3F-formanden forventer ikke, at hans idéer i første omgang vil få medvind på Christiansborg - heller ikke fra Socialdemokratiet:

- Jeg håber, de lytter. Tænk, hvis de havde mod til at nytænke skattepolitikken og målrettede de ekstra indtægter til flere sygeplejersker, sosu'er, betjente eller lærere, så folk kan se, at deres 79 kroner om måneden går til en bedre velfærd, siger Per Christensen og understreger, at forslaget også vil skabe i omegnen af 1.000 private arbejdspladser i afledte effekter.

Ifølge 3F vil indtægterne fra forslaget om en skattestigning svarende til et Netflix-abonnement pr. husstand kunne bruges til at ansætte omkring 5.000 ekstra pædagoger eller social- og sundhedsassistenter.

Forbundet har også - via Epinion - spurgt danskerne, om de er villige til at betale mere i skat. Her svarer 44 procent ja, og 40 procent nej, mens 16 procent er uafklarede.

Meldingen om højere skat møder opbakning i landets tredjestørste fagforbund FOA, der organiserer plejepersonale, portører, pædagogmedhjælpere og chauffører i det offentlige.

- Vi bliver flere børn og flere plejetrængende ældre. Det tager klart hovedparten af det økonomiske råderum, og vi har en klar ambition om, at den offentlige velfærd bør følge velstandsudviklingen generelt i Danmark. Kort sagt: Det er nødvendigt med skattestigninger, hvis den offentlige velfærd skal følge med velstandsudviklingen, siger FOAs forbundsformand Mona Striib.

Hun tilføjer, at det er afgørende, at skattestigningerne ikke må ramme de lavtlønnede hårdest og føre til stigende ulighed.

- Det betyder, at skattestigningerne bør komme i toppen, så de bredeste skuldre igen i højere grad bærer de tungeste læs. Og så vil det være en knippel idé, hvis politikerne fik det danske skattevæsen til at fungere igen, så snyd og slendrian for ufattelig mange milliarder blev brugt til fælles bedste for alle danskere, siger Mona Striib.