Der er kommet 180 nye smittetilfælde det seneste døgn, og i alt er der nu bekræftet 7695 smittede med coronavirus. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

370 smittet med corona er døde i Danmark

21. apr 2020, 14:25
Antallet af indlagte og personer i respiratorer og på intensiv ligger stabilt.

Yderligere seks personer med coronavirus i Danmark har mistet livet. I alt er 370 døde.

Antal indlagte falder med en fra 336 mandag til 335 tirsdag.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Der er kommet 180 nye smittetilfælde det seneste døgn, og i alt er der nu bekræftet 7695 smittede med coronavirus.

Antallet af personer på intensiv og i respiratorer ligger stabilt.

81 er tirsdag indlagt på intensiv afdeling mod 84 mandag. 72 er i respirator, det samme tal som mandag.

Det er personer i respirator, der har det værst.

I alt har 4700 overstået infektionen.

Danske myndigheder arbejder ikke med begrebet raskmeldte.

Det tælles som en overstået infektion, hvis man 14 dage efter diagnosticering af coronavirus ikke er død eller indlagt.

I alt er dødsprocenten for de smittede på 4,8 procent.

/ritzau/