En lastvognstrailer med svinekød blev 18. december sidste år stjålet i Holstebro. Nu har politiet anholdt en rumænsk mand, sigtet og varetægtsfængslet for tyveri og hæleri. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Stjal svinekød for 420.000 kroner: Fængslet i 4 uger

11. jan, 16:55
En rumænsk mand er varetægtsfængslet for at have stjålet en trailer fyldt med svinekød i Holstebro før jul.

En 34-årig rumænsk mand sigtes for at have stjålet en lastvognstrailer fyldt med svinekød for 420.000 kroner.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Traileren med lasten blev stjålet 18. december i Holstebro.

Allerede samme dag blev rumæneren anholdt i Nordtyskland, mens han sad bag rattet med den stjålne last.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Torsdag blev han udleveret til Danmark, og fredag blev manden så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

Der var ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi tale om et lukket grundlovsforhør.

Det kan hænge sammen med, at politiet mener, der er en medgerningsmand på fri fod.

Den rumænske mand sigtes dels for tyveri, dels for hæleri.

Dommeren besluttede efter grundlovsforhøret at varetægtsfængsle manden i fire uger.

Han nægter sig skyldig, men han har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Ifølge politiet kan der ikke gives yderligere oplysninger i sagen af hensyn til efterforskningen.

/ritzau/