En 34-årig mand er ved Retten i Randers idømt syv års fængsel for grove seksuelle overgreb mod sin niece, sin datter og en af datterens veninder, da de var mellem 10 og 13 år gamle.(Arkivfoto) Foto: Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau/Free

Dømt for grove overgreb på datter og niece

18. jun, 17:13
En mand er idømt syv års fængsel for grove seksuelle overgreb mod tre piger i alderen 10-13 år.

Sidste år havde to veninder en meget usædvanlig videochat om blandt andet den enes far. Så usædvanlig, at venindens forældre gik til politiet, da de så den.

Torsdag er faren, som i dag er 34 år, ved Retten i Randers blevet idømt syv års fængsel for grove seksuelle overgreb på de to piger og sin niece.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Efter henvendelsen fra venindens forældre gik politiet i gang med at efterforske sagen.

Da mandens niece hørte om efterforskningen, gik hun til sin familie og til politiet og fortalte, at hun tilbage i 2010-2013 også var blevet udsat for overgreb af sin onkel.

I december blev den nu 34-årige mand anholdt, og han har siddet varetægtsfængslet siden.

Overgrebene spænder fra blufærdighedskrænkelser via Facetime over anden seksuel omgang end samleje til decideret voldtægt, hvor der er brugt tvang.

Under efterforskningen fandt politiet flere videoer, hvor manden havde optaget nogle af overgrebene.

- Det er en tragisk og ulykkelig sag med grove overgreb mod børn, udtaler specialanklager Jesper Rubow.

- Det er en sag uden vindere. Alle er tabere i sådan en sag, men jeg håber alligevel, at retssystemet har givet de tre forurettede piger den oprejsning, som retssystemet kan.

Foruden fængselsstraffen bestemte retten, at den 34-årige ikke må få besøg af børn eller tage ophold i hjem, hvor der børn.

Han skal også betale omkring 50.000 kroner i erstatning til niecen og omkring 150.000 kroner til datteren og hendes veninde, oplyser Jesper Rubow.

Manden erkendte sig delvist skyldig og overvejer nu, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.

/ritzau/