Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Uhyggelig sag: 32-årig mand idømmes forvaring

7. jul 2020, 16:24
To kvinder blev voldtaget og truet gentagne gange. Tirsdag er manden bag handlingerne blevet straffet.

Et hold nævninge har bestemt, at en 32-årig mand skal have en af lovens strengeste straffe.

Han er ved Retten i Viborg blevet idømt forvaring for blandt andet at have voldtaget og truet to kvinder gentagne gange.

Det oplyser hans forsvarer, advokat Lars Thousig.

Manden var tiltalt i 21 forhold og er blevet dømt i dem alle, fortæller sagens anklager, Pia Koudahl.

I et tilfælde var manden tiltalt for at have givet den ene af kvinderne tabletter, der gjorde hende træt og sløv, hvorefter han kørte hende ud til et hus omkring Silkeborg.

Til trods for, at hun græd og bad om at blive kørt hjem, truede han hende med, at hun ikke ville komme hjem, før hun havde udført oralsex på ham.

Derefter har han tvunget kvinden til samleje. Det skete, selv om hun græd, bad ham stoppe gentagne gange og forsøgte at gøre modstand.

De fleste af forholdene drejer sig dog om en anden kvinde, som han gentagne gange har truet, voldtaget og udøvet vold imod.

Under en kørsel med en hastighed på 200 km/t på Silkeborg Motorvejen har han spændt hendes sikkerhedssele op, åbnet passagerdøren, mens han tog fat i hende og foregav, at han ville skubbe hende ud af bilen.

Tirsdag er dommen blandt andet blevet begrundet med de mange vidneforklaringer, som har fundet sted under retssagen.

Det fortæller anklager Pia Koudahl. De to forurettede kvinder har også vidnet i sagen.

- Retten skriver om dem (kvindernes forklaringer red.), at de har afgivet meget sikre, detaljerede og troværdige forklaringer, og det er det, man lægger vægt på, siger anklageren.

Forvaring er en tidsubestemt sanktion, der kan komme på tale, når en person skønnes særligt farlig.

Efter tre års forvaring - og siden hen en gang om året - skal afsoningsstedet beslutte, om forvaringen skal fortsætte.

Manden har valgt at anke dommen, oplyser advokat Lars Thousig.

/ritzau/