Jordemoder
Sofie Korsgaard (tv.), aktiv i lønkrigerne og formand for Jordemoderforeningen Lis Munk (th.) Foto: Privat / Jordemoderforeningen

500 vil nægte at arbejde som jordemoder indtil lønløft: Fagforening advarer

18. mar 2021, 06:05
Aktivistgruppe har fået tilkendegivelser fra mere end 500 jordemødre og studerende, der vil nægte at arbejde som jordemoder, indtil politikerne hæver lønnen markant. Jordemoderforeningen advarer mod at deltage i aktionen. De frygter, at strategien er skadelig og den enkelte kan idømmes bod.

Vi nægter at underskrive en ansættelseskonkrakt som jordemoder, indtil den uretfærdigt lave løn bliver hævet markant.

Det er budskabet fra mere end 500 jordemødre og jordemødrestuderende, der har meldt sig under fanerne hos aktivistgruppen 'Jordemødrenes Lønkrigere'. 

LÆS OGSÅ: 'Afskaf Tjenestemandsreformen': Borgerforslag når 50.000 underskrifter på otte dage

Målet er en stor tilførsel af lønkroner, så der bliver sammenhæng mellem lønnen og arbejdet, forklarer initiativtager Sofie Korsgaard.

- Et lønløft det gør, at jordemødre – og i og for sig andre traditionelle kvindefag som eksempelvis sygeplejerskerne – får en løn, der svarer til sammenlignelige fag i forhold til ansvar og uddannelseslængde. Vi synes på ingen måde, det er rimeligt at tjene 26.000 kroner som jordemoder, når man har en mellemlang videregående uddannelse, et selvstændigt virksomhedsområde, står med ansvar for liv og død, og i øvrigt har nogle ret pressede arbejdsforhold, siger hun.

Mangel på jordemødre skal tvinge politikere til handling

Jordemødrenes Lønkrigere er en samling af jordemødre og jordemødrestuderende, der tog form sidste efterår. Aktivistgruppen er opstået gennem grupper og netværk på sociale medier, og folkene bag kender ikke hinanden fra den virkelige verden, men har organiseret sig online.

De er enige om to ting: Jordemødrelønnen er urimelig, og det er tid til at sætte hårdt mod hårdt.

- Vi kan ikke se andre måder at nå frem til en bedre løn. De handlemuligheder vi har i forhold til overenskomstforhandlingerne, er ikke reelle handlemuligheder, siger Sofie Korsgaard, der har en fortid som journalist og nu selv er jordemoderstuderende.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske bag fremadstormende borgerforslag: 'Uligeløn kan ikke løses af fagforeningerne'

I stedet peger hun på Tjenestemandsreformen fra 1969, der af mange anses for at være årsagen til, at traditionelle kvindefag halter bagefter på lønnen. Kravet om en gennemgribende lønreform, der kan rette op på løngabet, spreder sig i disse dage hastigt blandt græsrødder og fagforeninger.

I praksis betyder en underskrift, at man vil nægte at arbejde som jordemoder, når man eksempelvis bliver færdiguddannet eller ens tidsbegrænsede kontrakt udløber. I stedet skal man tage andet arbejde:

- Det er jo rimeligt nemt at matche en jordemoderløn, så det tænker jeg ikke, bliver så svært. Man kan gå ud og tage et job som poder og tjene mere. Man kan også eksempelvis arbejde i en privat lægepraksis. Alt andet end at arbejde under den gældende overenskomst, siger Sofie Korsgaard.

Jordemoderforeningen har omkring 3.000 autoriserede medlemmer og 700 studerende. Ifølge DR er der omkring 1.600 fuldtidsjordemødre ansat i Regionerne.

Jordemødrenes Lønkrigere oplyser onsdag aften, at der nu er 567 jordemødre og studerende, der vil nægte at tage jordemoderarbejde. 

På et tidspunkt kommer der til at mangle så mange jordemødre, at situationen bliver uholdbar og politikerne bliver nødt til at reagere, lyder strategien.

- Vi bliver nødt til at sige fra. Vi har prøvet at sige i lang tid, at vi ikke vil arbejde til de uacceptable lønninger. Vi hører, at så må man lade være med at arbejde som jordemoder. Okay, så det er det, vi gør. Så holder vi op med at arbejde, siger Sofie Korsgaard

Advarer i brev til medlemmerne

I Jordemoderforeningen har man tidligere støttet Lønkrigerne i en happening, hvor jordemødre iførte sig røde hårband for at markere, at de var mere værd. 

- Vi er sådan set fuldstændigt enige i målet, altså et opgør med den uligeløn, som tjenestemandsreformen har været med til at skabe. Og jeg forstår jo godt lysten til at gøre et eller andet. Vi har en nyuddannet kollega i Region Hovedstaden, der får boligsikring. Det siger noget om, at der ikke kan herske tvivl om, at vores løn ikke er god nok, siger jordemoderformand Lis Munk.

Men med ansættelsesstoppet bliver Jordemoderforeningen nødt til at sige fra, lyder det.

LÆS OGSÅ: Qvistgaard afviser Striibs håndsrækning: 'Det vil være en katastrofe'

- Vi forholder os til det, som vi kan forholde os som fagforening. Det er vi nødt til at tage afstand fra, for det er en overenskomststridig handling. Og vi er en overenskomstpart, vi står på mål for den, og for alle de aftaler vi indgår. Vi har fået foretaget en ekstern vurdering fra en arbejdsretsjurist, og konklusionen er, at et ansættelsesstop er at sidestille med en blokade, siger hun.

Derfor har Jordemoderforeningen udsendt et brev til samtlige medlemmer, hvor de advarer mod at skrive under på erklæringen, da den enkelte jordemoder ifølge foreningen risikerer at blive idømt en individuel bod i Arbejdsretten. 

Brevet ærgrer Sofie Korsgaard fra Lønkrigerne. Ikke så meget på grund af den juridiske vurdering, som hun mener, det er fair nok at oplyse om - men fordi Jordemoderforeningen også skriver, at aktionen er en dårlig idé.

- Jeg ved godt, at de bliver nødt til at tage afstand fra aktionen. Jeg havde bare håbet, de ville holde sig til at tage afstand – og ikke andet. Jeg er ærgerlig over, at de fortæller til deres medlemmer, at det er en forkert strategi.

Du kan læse mere om advarselsbrevet i bunden af artiklen.

Overenstkomstforhandlingerne er en blindgyde

Overenstkomstforhandlingerne er en blindgyde, der aldrig kan rette op på den store skrævvridning mellem offentlige mande- og kvindefag, mener Lønkrigerne, og derfor er der behov for noget radikalt anderledes.

Som eksempel nævner Sofie Korsgaard det centrale forlig med Regionerne, der giver en lønstigning 5,02 procent over tre år - svarende til cirka 1.300 kroner månedligt for en jordemoder. Reelt set har jordemødrene ikke mulighed for at sige fra, forklarer hun.

- Så kan vi stemme nej alt det, vi vil, men der skal også være flertal for et nej blandt de andre forbund. Det er den første barriere. Hvis man teoretisk set alligevel fik et samlet flertal for et nej, kunne vi måske varsle strejke, siger hun.

Vi risikerer at spille vores taletid, goodwill og befolkningens opbakning af banen, hvis det hele drukner i en hardcore lønkampagne
Lis Munk, formand, Jordemoderforeningen

Hvis store dele af det offentlige strejker, stiller man med et nødberedskab ude i kritiske funktioner på hospitalerne. Det skete sidst i 2008.

- Det fuldstændigt absurde ved sidste gang, vi gjorde det, var at nødberedskabet var større end det daglige beredskab. Det havde ikke nogen konsekvenser. Det er ikke ligesom i virksomheder, hvor produktionen stopper, når medarbejderne går hjem. De eneste, det gør ondt på, er medlemmerne, der skal betale af i årevis efter strejken, siger Sofie Korsgaard.

- I sidste ende kunne der måske komme et politisk indgreb, men der viser historien, at det ender med det forlig, der lå der i forvejen, eller en lille smule bedre. Men vi kommer aldrig nogen sinde til at opnå det, vi gerne vil, på den måde, tilføjer hun.

Så langt er Lønkrigerne og Jordemoderforeningen faktisk enige, fortæller Lis Munk, der kalder strejken i 2008 "lang, sej og temmelig omskostningsfuld" for en "meget begrænset ekstra forbedring".

- Det har hun jo fuldstændig ret i. Det er ekstremt frustrerende, når politikerne siger, at lønspørgsmålet kun er en sag for arbejdsmarkedets parter. Der er ingen tvivl om, at det ikke bliver gennem overenskomstforhandlingerne, vi får rettet op på den lave placering i lønhierarkiet, siger formanden.

Er dialogen spild af tid?

Men så hører enigheden også op.

- Jeg forstår desperationen – hvad pokker kan man gribe fat i? Jeg er bare så demokratisk indstillet, at jeg tror på, at forhandling er vejen frem. Der er to veje lige nu; vi har et momentum på dagsordenen om svangeromsorgen, som politikerne er villige til at se på. Det kan vi måske bruge til at få bedre arbejdsvilkår, siger Lis Munk med henvisning til de mange historier om pressede fødegange, der har fyldt i mediebilledet på det seneste.

Hun fremhæver, hvordan det seneste års coronakrise har tydeliggjort sundhedsarbejdernes uundværlighed, og at jordemødrene, sygeplejersker og andre offentlige faggrupper står stærkere i lønkravene nu. 

- Den anden vej er dagsordenen om medarbejdere i sundhedssektoren har den rigtige løn, som også taler ind i diskussionen om Tjenestemandsreformen. Vi er nødt til, sammen med de andre traditionelle kvindefag, at gå til Christiansborg og sige, at det her ikke kan løses med et skurvognsdirektiv og øremærket barselsorlov. Og her tror jeg mere på forhandling og dialog på Christiansborg, end på sololøsninger for enkelte faggrupper, siger jordemoderformanden.

LÆS OGSÅ: Utilfredsheden ulmer: Er sygeplejerskerne på vej med et nej til OK-aftale?

Detl lyder godt og smukt, men Sofie Korsgaard tror simpelthen ikke på det.

- Aktionen er den eneste mulighed, vi har. Historien har jo vist, at dialogen, at forsøge at tale med politikerne og overbevise dem – det virker jo ikke. Det har vi gjort i 50 år og der er ikke sket noget. Tværtimod, siger lønkrigeren og henviser til nylige udtalelser fra beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S).

- Der er ingen tvivl om, at manglende ligeløn er en udfordring, som der ikke er en let løsning på, og det er en vigtig diskussion. Men det er afgørende, at vi holder fast i, at løn- og ansættelsesvilkår aftales i forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, sagde Peter Hummelgaard  til A4 Overenskomst 8. marts. 

Ministeren gentog budskabet i et samråd om ligelønsproblematikken i torsdags.

Lis Munk, regeringen har så sent som i sidste uge afvist en offentlig lønreform. Har Lønkrigerne ikke en pointe i, at dialogen ikke kommer særlig langt?

- Jo jo, og jeg skal da være den første til at sige, at jeg er rigtig træt af Peter Hummelgaards udmelding. Omvendt, så ville det da også være mærkeligt, hvis han efter et samråd sagde ”nå ja, det er sgu da en meget god idé, lad os gøre noget ved det i morgen”. At han siger nej i første omgang betyder jo ikke, at den vej er lukket. Politisk arbejde starter et sted, siger hun.

Risikerer at drukne vigtigt arbejde

Faktisk kan lønkrigernes aktion ende med give bagslag i forhold til andre af jordemødrenes dagsordener, mener Lis Munk.

- Der er et stort fokus på at sikre bedre svangeromsorg lige nu, og vejen dertil er bedre arbejdsvilkår til jordemødrene. Men der opstår meget hurtigt usikkerhed og misforståelser om dagsordenen. Jeg er bange for, at denne her aktion kan gøre noget af foreningens arbejde sværere, siger hun.

Den kritiske afdækning af dårlige forhold for både de gravide og jordemødrene på landets fødegange har blandt andet fået Regionerne til at love flere penge, og så sent som onsdag krævede Det Konservative Folkeparti ansættelsen af 244 nye jordemødre for at forbedre vilkårene.

- Der er kommet mange gode udspil fra politiske partier, også regionalt, til konkrete forbedringer ude på arbejdspladserne, men det kan være, at de nu tænker – handlede alt det her udelukkende om at få mere i løn? Og jeg tror ikke på, at vi får bedre arbejdsliv for jordemødre alene ved en højere løn. Der skal også bedre arbejdsvilkår til, siger Lis Munk og tilføjer:

- Det er jo ikke fordi, alle siger ’lad os snakke med jordmødrene’ for evigt. Vi risikerer at spille vores taletid, goodwill og befolkningens opbakning af banen, hvis det hele drukner i en hardcore lønkampagne.

Jordemødrenes Lønkrigere mener dog ikke, at der er andre veje at gå.

- ”Vi ved ikke, om det virker”, siger de. Det ved vi jo heller ikke. Men vi ser det som en nødvendighed at prøve det af, siger Sofie Korsgaard.

Advarselsbrevet: 'Det er ikke for at skræmme'

A4 Overenskomst er i besiddelse af brevet til medlemmerne, hvor Jordemoderforeningen advarer mod at deltage i ansættelsesstoppet.

Her skriver foreningen, at en kollektiv aktion med det formål at afskære regionerne fra at kunne rekruttere arbejdskraft kan anses som ulovligt i henhold til fredspligten.

Derfor risikerer Jordemoderfoeningen en bod, hvis de ikke tager afstand. Men også individuelle jordemødre med autorisation risikerer at blive idømt en bod - uanset ansættelsesforhold, skriver de:

- Som enkeltperson kan du vælge at gøre, som du vil. Men der kan opstå problemer, når det meldes kollektivt ud som en nægtelse, der er koordineret og aftalt med andre, og som har til formål at sætte arbejdsgiver i bekneb. Også selv om det ikke er iværksat eller støttet af Jordemoderforeningen.

- Vores advokat vurderer derfor, at regionerne vil kunne betragte det som et kollektivt kampskridt. Og da det er overenskomststridigt at lave en sådan blokade, kan det være bodspådragende for den enkelte at deltage i kampagnen.

Sofie Korsgaard fortæller, at brevet har gjort flere af jordemødrene utrygge:

- Jeg vil ikke kritisere dem for at lave vurderingen. Men jeg ærgrer mig over, at der er nogle, der er blevet bange og skræmte fra at skrive under. Og jeg synes, det fylder utroligt meget.

Hun savner en mere realistisk vurdering, der tager ikke kun tager udgangspunkt i teoretisk arbejdsret og fremhæver, at der ikke er nogle kendte fortilfælde.

Jordemoderformand Lis Munk understreger, at brevet på ingen måde er skrevet for at skræmme nogen, men er nøgtern oplysning. Og så må medlemmerne selv tage stilling:

- Det er jo ikke noget, vi har fundet på. Det er noget, vi har fået undersøgt hos en advokat. Men vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske. Det handler også om, hvordan arbejdsgiver reagerer, og hvorvidt de vil starte en sag i Arbejdsretten, siger hun og tilføjer:

- Hvis der hypotetisk set bliver idømt individuel bod, og vi vidste, det var en risiko, men ikke havde informeret vores medlemmer, hvilken medlemsorganisation ville vi så være?