Krav om mundbind uden for klasselokalet på gymnasiumDet første tilfælde af covid-19 blandt studerende på læreruddannelsen i Odense blev konstateret i weekenden. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

30 lærerstuderende er smittet med coronavirus

3. sep, 12:30
På grund af et omfattende udbrud af coronavirus er 1072 studerende på læreruddannelsen i Odense sendt hjem.

På læreruddannelsen i Odense er 36 studerende konstateret smittet med coronavirus.

Derfor er 1072 studerende på uddannelsen sendt hjem.

Det oplyser professionshøjskolen UCL på sin hjemmeside torsdag eftermiddag.

Undervisningen vil de næste 14 dage foregå online.

Der er ikke konstateret smitte på andre af skolens uddannelser.

Allerede onsdag blev de studerende forberedt på, at deres skolegang den kommende tid vil være præget af coronaudbruddet.

Onsdag var meldingen, at 14 studerende på læreruddannelsen var testet positiv for covid-19. I løbet af et døgn er antallet af registrerede smittetilfælde altså mere end fordoblet.

- Vi vælger at omlægge til onlineundervisning for at minimere risikoen for, at smitten spreder sig yderligere på campus.

- Det er vores vigtigste prioritet lige nu, lød det onsdag fra rektor Jens Mejer i en udtalelse på uddannelsens hjemmeside.

Skolen har ifølge rektoren gjort så meget som muligt for at mindske risikoen for smitte i forbindelse med studiestarten.

Det første tilfælde af covid-19 på læreruddannelsen i Odense blev konstateret i weekenden. Herefter blev 126 studerende sendt hjem.

Torsdag er der opstillet et mobilt testcenter ved læreruddannelsen på Niels Bohrs Allé i Odense, hvor skolens studerende kan blive testet.

Den kommende tid vil professionshøjskolen tre gange dagligt offentliggøre opdaterede smittetal på sin hjemmeside. Tidligere torsdag fremgik det, at der var konstateret 30 smittetilfælde på skolen.

Odense er i øjeblikket blandt de af landets kommuner med forholdsvist flest coronasmittede borgere.

Ifølge den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut er der den seneste uge bekræftet 21,6 smittede per 100.000 indbyggere i Odense.

Foruden Odense har Kerteminde og Nordfyns Kommune flere end 20 smittede per 100.000 borgere den seneste uge.

De tre kommuner mødes torsdag på et krisemøde for at drøfte, hvordan de bremser smittespredningen.

/ritzau/