3.000 praktikløse unge svigtes

14. feb 2012
Måske laver vi en kampagne til efteråret. Det er alt, hvad DI og COindustri vil gøre ved den akutte mangel på praktikpladser til unge indenfor industrien.

Det er ikke lykkedes forhandlerne bag den nye aftale mellem DI og CO-industri at hjælpe de tusindvis af unge, der mangler en praktikplads.

For selvom industrien er det område, hvor manglen på praktikpladser er størst, er arbejdsgiverne og fagforeningerne kun blevet enige om en kampagne, der skal sætte fokus på manglen på praktikpladser.

”Det kan være et skridt på vejen, men det er ikke tilstrækkeligt. Der er kørt mange kampagner i forvejen og brugt mange penge på det, men det løser ikke problemet,” siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Arbejderbevægelses Erhvervsråd er stærkt bekymret over manglen på praktikpladser til unge. Her er vurderingen den samme:

”Det kan godt lyde ambitiøst, men det er ikke konkret,” siger senioranalytiker Mie Dalskov Pihl om den nye aftaletekst.

Akut mangel på praktikpladser

Konsekvensen bliver ifølge flere kilder, at de kommende mekanikere, smede og elektrikere fortsat kommer til at mangle praktikpladser.

”Manglen på praktikpladser indenfor industrien er akut. Det er et stort problem for de unge, og arbejdsgiverne får brug for medarbejderne, når hjulene begynder at køre rundt igen. Det er faglærte, der bliver brug for efter krisen, og derfor skal de uddannes nu,” siger Mie Dalskov Pihl.

Næsten 3.000 unge indenfor industrien mangler en praktikplads, og faktisk er industrien det område, hvor det er sværest for unge at få en praktikplads, viser tal fra Undervisningsministeriet.

Flemming Ibsen påpeger, at det er paradoksalt, at 'der ikke bliver uddannet nok faglærte, selvom vi ved, at der kommer til at være mangel på dem i fremtiden.'

Han tilføjer, at de manglende praktikpladser også forstørrer problemerne med arbejdsløshed blandt unge.

CO-Industri: DI ville ikke være med

Det er Henrik Kjærgaard fra CO-indsutri, der har haft ansvaret for alle uddannelsesspørgsmål i forhandlingerne med DI. Han siger:

”Det var det bedste, vi kunne få. Det er godt, at vi trods alt har fået arbejdsgiverne med på en kampagne.”

Henrik Kjærgaard tilføjer, at CO-industri gerne ville have opnået mere med forhandlingerne, men at kravene blev afvist af DI.

For eksempel foreslog CO-industri ifølge Henrik Kjærgaard en kvote for, hvor mange lærlinge virksomhederne skal tage. Det blev også afvist, siger han. Tilbage er så endnu en kampagne:

”Vi håber, at kampagnen kan øge opmærksomheden omkring problemet,” siger Henrik Kjærgaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til historien fra DI.

faktaboks

"Der er kørt mange kampagner og brugt mange penge, men det løser ikke praktik-problemet."

Flemming Ibsen
arbejdsmarkedsforsker, Aalborg Universitet