FotoBenteJ__ger--6__1_
Førtidspension bliver givet af det offentlige til personer mellem 18 og 69 år, som er helt eller delvist uarbejdsdygtige af helbredsmæssige eller sociale årsager. (Arkivfoto) Foto: Bente Jæger

Største tilgang af førtidspensionister i over ti år

20. apr 2021, 08:53
En stigning i folkepensionsalderen har i 2020 bidraget til at trække antallet af nye førtidspensionister op.

Der kom 24.400 nye førtidspensionister til i Danmark i 2020. Det er den største tilgang i over ti år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Førtidspension bliver givet af det offentlige til personer mellem 18 og 69 år, som er helt eller delvist uarbejdsdygtige af helbredsmæssige eller sociale årsager.

Førtidspension kan også ydes, når øvrige sociale og helbredsmæssige forhold taler for det, og der er et varigt behov for forsørgelse.

Sidste år var stigningen i nye førtidspensionister størst blandt de 60-69-årige, hvor der var en tilgang på 10.800 personer.

Stigningen for den aldersgruppe skal primært ses i sammenhæng med, at folkepensionsalderen blev yderligere hævet fra 65,5 år til 66 år i 2020.

Når pensionsalderen hæves med et halvt år, vil personer, der modtager for eksempel førtidspension, få et ekstra halvt år i ordningen og dermed trække tallene op.

/ritzau/