20210212073238456_1000
Fredag morgen er der målt ned til 20 frostgrader i Horsens. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Minus 20 grader: Usædvanlig kold morgen i Danmark

12. feb 2021, 07:54
Borgerne i Horsens stod fredag op til den koldeste morgen i ni år. Landet over var det usædvanlig koldt.

Det var en usædvanlig kold morgen, som danskerne fredag stod op til.

Der blev registreret hele 20,7 frostgrader i Horsens.

Det er ikke bare årets hidtil laveste temperatur, men den laveste siden 2012.

- Vi skal tilbage til 5. februar 2012 for at finde en tilsvarende lav temperatur. Det var dengang ved Odense, siger vagtchef Martin Lindberg, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Den lave temperatur fik også Fyns Politi til at advare morgentrafikanterne.

- Frostgrader helt ned til minus 18 grader betyder ringe virkning af salt på vejene. Derfor kan de være glatte. Det kan derfor tage lidt længere tid at komme frem. Kør forsigtigt, skrev politiet på Twitter.

Meteorolog Erik Hansen, DMI, har set nærmere på, hvad der sendte temperaturen i frit fald natten til fredag:

- Årsagen til de ekstremt lave temperaturer skal findes i, at det har været klart vejr og vindstille.

- Og så har vi over længere tid fået kølet jorden og vores omgivelser godt ned. Vi ser de laveste temperaturer der, hvor der også ligger sne, skriver han på DMI's hjemmeside.

- Horsens, som ramte den absolut laveste temperatur, har netop fået meget sne de sidste dage, da Kattegatbyger er drevet ind over området fra nordøst, skriver meteorologen.

Sneen isolerer således for den varme, der er lagret længere nede i jorden, og det gør, at luftens temperaturer kan falde hurtigt.

Det var ikke kun i Horsens, at borgerne stod op til en usædvanlig kold morgen.

På Fyn var man lige i hælene med minus 19,5 grader. I det centrale Jylland blev der målt temperaturer ned til minus 17,9.

På Sjælland var det lidt mildere med ned til minus 13,5.

Bornholm, der ellers har fået meget sne de seneste par dage, slap ifølge DMI med minus 5,2.

Måleren på Bornholm står dog tæt på kysten, og det kan sagtens have været koldere inde på øen, noterer DMI.

Den hidtil laveste temperatur, der er registreret hos Danmarks Meteorologiske Institut på en februardag, er minus 29 grader.

Det var i februar 1942.

/ritzau/