Tæt på verden: 20.000 teenagere får dagligt barn

8. nov 2013, 12:46
Unge, fattige piger bliver ofte gift tidligt og bliver mødre som mindreårige. To millioner føder før de er 14.

Millioner af unge piger bliver tvunget ind i moderskab. Hele to millioner er under 14, når de føder første gang. I alt handler ungdommelige graviditeter om 7,3 millioner piger. Når 20.000 piger føder dagligt, er det ikke deres eget valg.

Årets “State of the World Population Report” fra FN’s befolkningsorganisation, UNFPA, tager i år fat om de unge piger, der sjældent har et valg i livet. Og sjældent får de en uddannelse. Faktisk er netop uddannelse det sikreste værn imod tidlig graviditet, viser UNFPA’s analyser.

Millioner piger lever i samfund, hvor normen finder giftermål og graviditet helt OK, selv om kvinden en mindreårig efter danske normer. Det er ikke sådan, at de mange graviditeter og fødsler sker udenfor ægteskab, så langt fra. Hele 90 procent af pigerne er gifte.

UNFPA påpeger, at man i mange samfund er tilbøjelige til at bebrejde piger for deres tidlige graviditeter. Men hverken børne-ægteskaber eller mindreåriges graviditeter er pigernes fejl. Derfor bør verdenssamfundet arbejde for at ændre holdningerne til problemet.

Ikke overraskende er det mest piger fra de fattigste kår, der ender som teenagemødre. UNFPA anser det for et ovegreb på pigernes rettigheder som mennesker, at de ikke får deres fortjente chancer i livet. For eksempel er de ikke ligestillede med drenge.

Del artiklen:

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.