20.000 kan få job, hvis du ofrer to fridage

4. jun 2012
Når parterne i de meget omtalte trepartsforhandlinger går til bordet i eftermiddag sker det med tal for gevinsten ved farvel til fridage.

Vink farvel til din fridag - kun sådan kan tusindvis komme i job.

Der er der lagt op til endnu et spændende møde, når forhandlingerne mellem regeringen, lønmodtagere og arbejdsgivere mandag eftermiddag bliver genoptaget i Finansministeriet.

Det mest omdiskuterede punkt på dagsordnen bliver, hvordan man i fællesskab kan skaffe 20.000 job frem mod 2020. Og samtidig styrke sikre statskassen fire milliarder kroner.

Og her har regnedrengene et stenkast fra Borgen et klart svar. Det viser et baggrundsnotat de har lavet forud for forhandlingsparterne, som Avisen.dk har læst.

Her står sort på hvidt, at hvis to fri- eller helligdage bliver afskaffet, så går regnestykket op. Med andre ord: Farvel til dage på sofaen for landets lønmodtagere er lig med 20.000 flere i arbejde i 2020. Det vurderer i hvert fald de magtfulde embedsmænd.

FOA skyder regnestykket ned

Men det regnestykke mødes med alt andet end begejstring fra dele af fagbevægelsen. Formanden for de knap 200.000 sosu-assistenter og pædagogmedhjælpere i FOA, Dennis Kristensen, er oprørt over embedsmændenes beregninger.

"De regnestykker passer selvfølgelig ind i de store regneark, men de er i mine øjne lavet efter, hvad resultatet skal blive."

Han er især oprørt over, at embedsmændene i den grad skyder det ned, at der er mange job at hente ved at lade offentligt ansatte gå fra del- til fuldtid.

"De har en regnemetode, der gør, at det kun er hele dage de kan regne ud. Men der er store gevinst at hente, hvis flere går over på fuld tid," siger han.

FOA har op til dagens forhandlinger udarbejdet en beregning, der viser, hvordan de regionale forskelle er enorme. Mens der i Rødovre kun er 1,2 deltidsansat per fuldtids. Så er der 75 deltidere per fuldtidsansat i Tønder i Sønderjylland.

Det viser, mener Dennis Kristensen, at Finansministeriet og regeringen har stirret sig blinde på fri- og helligdage.

"Hvis kommunerne i højere grad bliver tvunget eller på anden måde opfordret til at tilbyde flere heltidsstillinger, så er der er et kæmpe potentiale."

Embedsfolk: Deltidsjob kan langt fra opfylde trepartsmål

Men i Finansministeriet er man altså af en anden opfattelse. Herfra påpeges det, at det bliver ualmindeligt svært at skaffe de mange penge og ikke mindst job på andre måder, end et farvel til fridage.

For selv om der potentielt er 35.000 fuldtidsstillinger at hente, hvis flere offentligt ansatte går over på fuld tid, så er det ikke et realistisk scenarie, skriver de.

Initiativer, der sigter efter at styrke overgangen fra deltid til fuld tid i den offentlige sektor, kan ikke bidrage til indfrielsen af den overordnede målsætning for trepartsforhandlingerne, slås det fast.

Det er værd at bemærke, at embedsmændene tager det forbehold, at beregninger om øget arbejdstid kræver, at de offentlige finanser "holdes i ro på sigt".

SF: Vent med at aflyse din bededagsferie

Fra regeringslejren lyder udglattende toner. Fokus er på at opretholde det gode forhandlingsklima.

"Jeg synes, det er for tidligt at drage konklusion på, hvordan det her lander," konstaterer SF's finansordfører, Jonas Dahl.

Men viser det her notat ikke, at lønmodtagerne lige så godt allerede nu kan vinkle farvel til en eller to fridag. Pengene og de mange job kan jo ifølge ministeriet ikke skaffes på anden vis?

"Jeg har i hvert fald ikke vinklet farvel eller goddag til noget som helst. Men jeg synes ikke, man allerede nu skal aflyse sin bededagsferie de kommende år. Meget kan endnu ske. Lad os nu give parterne ro til at forhandle," siger han.

Dennis Kristensen: De har opgivet helligdagene

Dennis Kristensen vurderer, at der i forhandlingerne ikke kan opnås enighed om at skodde en eller flere hellig dage. I stedet går man efter at af skaffe en fridag i den femte ferie uge.

Dette understreges og så af, at Finansministeriets beregninger, der viser, at gevinsten ved afskaffelse af feriedag og helligdag giver samme gevinst. Nemlig 10.000 og to milliarder kroner.

"Jeg tror, LO har opgivet tanken om helligdage, de tænker mere opnå enighed om, at en feriedag ryger i svinget," siger han.

Unge, arbejdsmiljø og vækst

På dagens møde står der ifølge Finansministeriet ud over øget arbejdstid tre punkter på dagsordenen: 1) unges ledighed 2) arbejdsmiljø og 3) vækst.

Mest omtale her til morgen har det fået, at LO forud for mødet kræver en ny løntilskudsordning, der skal sikre, at ledige faglærte i højere grad finder vej til job i små og mellemstore.

Fra regeringens side lyder der ifølge Politiken venlig toner over for forslaget.

Forhandlingerne indledes klokken 14:30.