Tæt på verden: 2.506 børn misbrugt: Stemples som ludere

4. jun 2013, 09:30
Kinesisk lov vender bunden i vejret på sexmisbrug af børn og gør ofrene til ludere.

Den kinesiske kvinder Ye Haiyan, der udfordrede en skoleinspektør anklaget for seksuelt misbrug af skolepiger, er kommet i klemme med myndighederne. I henhold til lokale kinesiske medier er hun arresteret og har fået tæv af myndighederne i sit eget hjem, skriver South China Morning Post.

Billedet af kvinden med et skilt er gået verdens rundt, idet hun bar et skilt med teksten: "Skoleinspektør: Hvis du vil have sex så ring til mig. Spar skolepigerne." Som reaktion har adskillige andre kvinder gjort det samme, det ses på en kvindeaktivist-side i Weibo.

Raseret hjem

Ye Haiyan, der er en kendt kvindesags-forkæmper, blev overfaldet i sit hjem af 4-5 kvindelige autoritetspersoner. Hendes lejlighed er raseret af en gruppe på 10 kvinder og en mand, skrev hun i sin mikroblog. Hun er nu anklaget for overfald imod sine angribere, siger hendes advokat.

Haiyan, sekunderet af et par advokater, er i færd med at indlede en kampagne for at stoppe sex-misbrug af små piger i skoler. Der har været mindst 8 andre sager de forløbne 4 uger, og myndighederne forsøger at lægge låg på skandalerne.

Baggrund

I Kina bruger man udtrykket "få et hotelværelse" som metafor for sex. Alene i Guandong provinsen har der de seneste tre år været indrapporteret 2.506 sager om sex-misbrug af skolepiger, oplyser landets klassiske kvindeorganisation, i henhold til Global Voices. Halvdelen af pigerne er under 14 og flertallet af misbrugerne kender børnene.

Kvindeorganisationen, der er en del af det regerende parti, har dog ikke gjort noget særligt for at ændre forholdene. Da Kina havde "Barnets Dag" den 1. juni  var megen vrede rettet imod netop denne organisation.

Sagen, som Ye Haiyan tog op, er klassisk, fordi den automatisk juridisk bliver forvandlet til en sag om "en mindreårigs prostitution," hvilket flytter ansvaret over på ofrene, og giver misbrugeren mulighed for at påberåbe sig at have betalt for samkvemmet.

Den kinesiske lov om mindreåriges prostitution har været kontroversiel i flere år, skriver Global Voices. Lovgivningen kan give voldtægtmænd, selv i grupper, straffrihed. I 2009 var der en betydelig gruppe regeringsansatte, der kom af krogen for voldtægter begået imod børn. I perioden 1997 til 2000 steg antallet af den slags sager 20-fold.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.