Debat: Flere vælger erhvervsuddannelserne til, men der er stadig langt igen

Frihagen_Munk_Rasmussen_3
Morten Frihagen, direktør, Dansk Håndværk og Kasper Munk Rasmussen, uddannelsesansvarlig, SMVdanmark
19. apr. 2021 15.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

MIDT I CORONA-NYHEDER og meget andet kom der for nyligt godt nyt på uddannelsesfronten. Næsten 2.000 flere elever er startet på en erhvervsuddannelse i januar i år sammenlignet med januar 2020.

Det er først og fremmest meget positivt, at så mange i alle aldre har valgt erhvervsuddannelserne til. Særligt positivt ser det ud for byggeriet, hvor omkring 25 pct. flere er startet på en erhvervsuddannelse. Det er hårdt tiltrængt. I den seneste måling fra Beskæftigelsesministeriet fra december 2020 svarede over 60 pct. af bygge- og anlægsvirksomhederne, at de har måttet sige nej til opgaver, fordi de ikke har kunnet skaffe arbejdskraft nok. Blandt håndværksfagene er det især kvalificerede tømrere og murere, som virksomhederne har haft svært ved at få fingrene i.

LÆS OGSÅ: Erhvervsskolerne må åbne fuldt ud: Gymnasierne må vente

En del af grunden til, at mange søger mod byggeriets uddannelser, er givetvis, at der er gode beskæftigelsesmuligheder og rigtig højt aktivitetsniveau. Med andre ord – mangel på hænder. Og måske har nedlukninger på grund af corona afskrækket nogle fra at søge mod de mere turismerelaterede fag.

De nye tal viser først og fremmest, at det ER muligt at øge interessen for erhvervsuddannelserne. Men der er stadig behov for, at vi som i Danmark gør meget mere for, at gøre det attraktivt for flere at blive faglært. Allerede om ni år – i 2030 – kan vi stå med en mangel på faglærte på op mod 99.000 personer, så det haster med, at vi gør noget.

LÆS OGSÅ: Prognose: Danmark kan mangle hidtil højeste antal faglærte

ÉT AF DE STEDER, hvor vi kan sætte ind, er i grundskolen. Danmark har nogle af Europas ældste erhvervsuddannelseselever, så der er et potentiale i at skabe en større interesse hos eleverne allerede i grundskolen. Det handler om livsduelighed – eleverne skal komme ud af skolen med et langt større kendskab til de praktiske håndværk end i dag. Det betyder ikke, at vi kun skal fokusere på de helt unge elever. Der er ingen forkerte veje til at blive faglærte, og vores fag og brancher har brug for alle de dygtige talenter, vi kan få ind.

Når vi så har fået talenterne ind, så er det vigtigt at vi byder dem velkommen på en ordentlig måde. Det gør vi ved at sikre et godt arbejdsmiljø og ved at udvise stolthed for at leve godt håndværk af højeste kvalitet.

LÆS OGSÅ: Erhvervsuddannelser skal skabe fællesskaber

En ting er sikkert – vi er nødt til selv at tage ansvar i Danmark. Andre undersøgelser peger på, at også Tyskland og Polen i de kommende år vil mangle faglærte, så vi skal ikke forvente, at løsningen er at hente arbejdskraften dér. Hvis ikke vi gør noget, vil det betyde, at vi vil mangle hænder til løse nødvendige opgaver, og det er til ugunst for både dansk erhvervsliv og beskæftigelsen her i landet.

Om SMV Danmark og Dansk Håndværk

SMVdanmark repræsenterer 18.000 små- og mellemstore virksomheder. SMVdanmark har en række brancheorganisationer som medlemmer - herunder Dansk Håndværk, der er en arbejdsgiverforening for små og mellemstore virksomheder inden for håndværk, byggeri og industri.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].