Julie_K_Madsen
Julie Kølskov Madsen blev i marts valgt til formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation. Hun startede på posten den 3. april. Foto: Privat

19-årige Julie er ny formand for 70.000: 'Jeg stiller mig gerne op på en stol'

20. apr 2021, 06:30
Står det til Erhvervsskolernes Elevorganisations nye formand Julie Kølskov Madsen, skal erhvervsskolerne af med sit ry om at være uddannelse for dem, der ikke var kloge nok til at komme på gymnasium. Og det skal også være slut med at få undervisning ved forældede maskiner.

Der står en mission øverst på dagsordenen for den 19-årige Julie Kølskov Madsen i rollen som ny formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO).

LÆS OGSÅ: Eksperter: Automatiske nedlukninger rammer svage børn hårdt

- Jeg vil gerne gøre det langt mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Vi skal gøre op med de fordomme, der modkæmper elevernes faglige stolthed. Og så skal vi væk fra rygtet om, at det er en uddannelse, man tager, fordi man ikke var klog nok til at komme ind på et gymnasium.

For Julie Kølskov Madsen fra Nykøbing Falster var det netop et aktivt tilvalg at tage en erhvervsuddannelse. Hun er ved siden af posten som formand for elevorganisationen også i gang med at uddanne sig til smed.

- Det var det, jeg havde lyst til. Jeg kan lide at bruge mine hænder, skabe, finde løsninger og udvikle nye ideer. Jeg kunne sagtens have taget en almindelig gymnasieuddannelse, men jeg var efter folkeskolen træt af røv-til-sæde-undervisning.

Du lærer ikke kun et håndværk på en almindelig erhvervsuddannelse, der er også undervisning i matematik, engelsk og samfundsfag. En erhvervsuddannelse er langt fra en lukket dør
Julie Kølskov Madsen, formand for EEO

- Da jeg fik et job i Netto, hjalp det mig til at indse, at det at arbejde var rigtig fedt. Det virkede som det rigtige at få lov til at bruge mine hænder.

Hun vil også sætte fokus på misforståelsen om, at man er begrænset i forhold til job- og videreuddannelsesmuligheder, hvis man tager en erhvervsuddannelse.

- Du lærer ikke kun et håndværk på en almindelige erhvervsuddannelse, der er også undervisning i matematik, engelsk og samfundsfag. En erhvervsuddannelse er langt fra en lukket dør. Hvis du eksempelvis er uddannet tømrer, så kan du læse videre og blive bygningskonstruktør.  Folk med en erhvervsfaglig baggrund klarer sig faktisk ofte bedre i forhold til jobmuligheder og højere løn end andre, når de tager en videregående uddannelse, siger Julie Kølskov Madsen og henviser til en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra den 21. marts. 

Mere omtale 

Missionen om at forbedre uddannelsens ry er klar, men midlet til at nå ud med budskabet, er ikke nem, erkender den 19-årige formand. Og det var en af årsagerne til, at hun valgte at stille op til posten.

- Jeg har længe følt, at jeg kunne være med til at skubbe til dagsordenen. Jeg vil gerne presse på for, at eleverne kommer mere i medierne, så det ikke kun er gymnasierne eller universiteterne, man hører om. Jeg føler, jeg er god til at argumentere. Det kommer naturligt til mig. Jeg stiller mig gerne op på en stol eller skriver et læserbrev for at få elevernes budskaber ud.

- Og så har jeg altid haft troen på, at man står stærkere i et fællesskab, end man gør alene, hvis man vil have noget ændret, siger Julie Kølskov Madsen, der også har været aktiv i Dansk Metal Ungdom.

Det er et stort problem, at man arbejder med maskiner på skolerne, som man ikke har brugt ude i virkeligheden i 30 år
Julie Kølskov Madsen, formand for EEO

Målet om øget omtale og om at skabe et bedre ry for uddannelserne skulle også gerne forbedre de vilkår, som eleverne på undervisningsstederne har på nuværende tidspunkt.

- Det er et stort problem, at man arbejder med maskiner på skolerne, som man ikke har brugt ude i virkeligheden i 30 år. Underviserne ved det godt, men erhvervsskolerne bliver bare ikke prioriteret og får tilført nok ressourcer.

Selvom ordene falder nemt for Julie Kølskov Madsen, gik hun meget stille med dørene, da hun havde valgt at stille op som formand.

- Min familie blev meget overrasket. Jeg havde ikke fortalt dem, at jeg stillede op, for jeg ville føle det som et nederlag, hvis jeg ikke blev valgt. Jeg havde dog nogle bekendte, der har prøvet at stille op til et kampvalg, så dem sparrede jeg lidt med, fortæller Julie Kølskov Madsen, der blev valgt frem for en anden modkandidat.

Hvordan vil du få tiden til at gå op med et fuldtidsstudie og en formandspost?

LÆS OGSÅ: Mette F. på erhvervsskole: Vi er smerteligt bevidste om forskellen på praktiske og almindelige uddannelser

- Jeg var elitesvømmer som barn, så der lærte jeg at planlægge min tid. Jeg brugte også et par timer om dagen på organisationsarbejde, inden jeg blev valgt. Men jeg brænder virkeligt for at skabe bedre vilkår for de elever, EEO repræsenterer. Så det føles naturligt for mig at prioritere meget af min tid på det.

25 år på bagen

●     Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) repræsenterer eleverne på de tekniske erhvervsuddannelser, social- og sundhedsuddannelserne, den pædagogiske assistentuddannelse og det tekniske gymnasium (HTX).

●     Organisationen blev grundlagt af erhvervsskoleelever i 1996.

Kilde: EEO