Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

18 skoleklasser sendt hjem efter coronasmitte

10. sep, 11:22
Skolelederen på Klostermarksskolen i Roskilde ved ikke, hvordan smitten har spredt sig, siger hun til sn.dk.

Det er gået stærkt, siden det første tilfælde af covid-19 fredag blev konstateret på Klostermarksskolen i Roskilde.

Smitten har spredt sig, og nu er 18 klasser blev sendt hjem, hvor de modtager fjernundervisning. Det skriver sn.dk.

Tirsdag kunne mediet fortælle, at en enkelt klasse var sendt hjem. Men det antal er altså nu steget.

Alle 1. klasser på skolen er sendt hjem. Det samme er 2. klasser, 4. klasser, 6. klasser, 7. klasser og én 8. klasse.

Dermed er i alt 18 af skolens 32 klasser blevet sendt hjem.

Pernille Bøss, skoleleder på Klostermarksskolen, ved ikke, hvordan smitten er opstået, siger hun til sn.dk.

- Vi fortsætter, som vi plejer at gøre, og er meget opmærksomme på, at man bliver hjemme, hvis man har symptomer, og vi overholder anbefalingerne for afstand og hygiejne, siger hun.

Hun fortæller, at det ikke har været på tale at sende hele skolen hjem.

Roskilde er en af de kommuner, der den seneste tid har oplevet en stigning i antallet af smittede med covid-19.

Onsdag var der de foregående syv dage registreret 44 tilfælde. Det svarer til 50,1 per 100.000 indbyggere.

Det er en del over sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse, der er på 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Ind til videre er der dog ikke indført lokale restriktioner for at inddæmme smitten, som det er tilfældet i 18 andre kommuner.

Blandt andet i København og Odense er forsamlingsforbuddet blevet sænket til 100 til 50 personer.

Derudover må restauranter og barer igen kun have åbent til klokken 24.00. Før måtte de have åbent til klokken 02.

Onsdag viste tal, at der var registreret 251 tilfælde af covid-19 det foregående døgn i Danmark.

Det var det højeste antal i fem måneder. Det hører dog også med til historien, at der nu testes langt flere mennesker end i starten af epidemien.

/ritzau/