17årig arbejdede næsten et døgn i træk

11. jul 2013
Jobpatruljen har meldt nordjysk restauratør til politiet.

En restauratør fra Mariagerfjord er blevet meldt til politiet og kan se frem til en sag med fagforbundet 3F. Det skriver Nordjyske.dk.

Under fagbevægelsens Jobpatruljes rundtur i Mariagerfjord onsdag fik patruljen kendskab til en 17-årig mand, der har arbejdet næsten et helt døgn uden stop.

”Det var noget af det vildeste, vi har oplevet,” siger Jobpatruljens nordjyske koordinator Rasmus K. Jakobsen til Nordjyske.dk.

Den unge mand havde ligeledes til opgave at udskænke alkohol, hvilket er ulovligt, når man er under 18 år gammel.

Den 17-årige udførte ifølge Nordjyske.dk også nedslidende arbejde og med løft op til 60 kg. Arbejdsmiljøreglerne tillader kun ungarbejdere løft på op til 12 kg.

”Derfor udtrykte den 17-årige også, at han følte sig utryg ved at gå på arbejde,” siger Rasmus K. Jakobsen.

Kilde: Nordjyske.dk