160.000 kr. i bøde til musikpirat

20. okt 2008
Det kommer til at koste en mand fra Nordjylland 160.000 kr., at han downloadede musik på nettet.

 

Det kan koste dyrt at downloade musik på nettet. Det må en nordjysk mand erkende, efter han er blevet dømt i Vestre Landsret til at betale 160.000 kr. i erstatning til Antipiratgruppen, der varetager rettighedshavernes interesser.

Oprindeligt blev manden dømt til at betale blot 100.000 kr. i bøde, men Landsretten skærpede altså erstatningen.

Manden erkender at have downloadet musik ved at bruge fildelingsprogrammet DC+, men han nægter at have fået fingrene i 13.000 musiknumre, sådan som antipiraterne påstår.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Mandens advokat, Per Overbeck, ser det som en mindre sejr, at hans klient slipper med en bøde på 160.000 kr. Antipiratgruppen krævede nemlig hele 440.000 kr. i erstatning.

"Dommen viser, at det kan betale sig at være kritisk over for Antipiratgruppens beløbsopstillinger," siger Per Overbeck ifølge nordjyske.dk.

/Newspaq/

faktaboks