15 kødvirksomheder mistænkt for salmonellaudbrud

11. aug 2008
Udbrud Fødevaremyndighederne mistænker 15 danske slagterier og kødgrossister for at være skyld i årets store salmonellaudbrud med over 5.000 syge.

Det er nu næsten sikkert, at det er dansk svinekød, der har gjort anslået over 5.000 danskere syge af salmonella-bakterier.

Nyhedsavisen kan i dag afdække, at fødevaremyndighederne har en hemmelig liste med navne på danske virksomheder, som de mistænker for at være skyld i udbruddet.

»Vi har en liste med 15 danske slagterier og forarbejdningsvirksomheder, som vi mistænker for salmonella-udbruddet. Bakterien kan både være i kød og krydderiet i produkterne. Intet tyder på, at det er importeret kød. Det mest sandsynlige er en dansk råvare,« siger direktør Henrik Wegener fra Fødevareinstituttet, der leder jagten på salmonella-bakterien.

Hører kun fra få

Indtil nu har man fundet 616 danskere, der er smittet med Salmonella U292. Men myndighederne anslår, at de kun hører fra hver 10.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Indtil nu er det eneste produkt, som bakterien er fundet i, en pakke svinekoteletter i en skraldespand.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) skal i dag i samråd i Folketinget om udbruddet.

Over for Nyhedsavisen udtrykker hun dyb frustration over, at man, selvom udbruddet begyndte i februar, ikke har fundet det inficerede kødprodukt.

»Det er nu det værste udbrud af fødevareinfektioner, som vi har været ramt af i Danmark. Det er skrækkeligt, at så mange danskere er blevet alvorligt syge, uden at vi har kunnet finde frem til, hvor det stammer fra,« siger hun.

Minister i flyverskjul

Socialdemokraternes fødevareordfører langer kraftigt ud efter ministeren.

»Hun har været i flyverskjul, mens tusinde er blevet syge. Vi må simpelthen kræve af producenter, at de fremviser en prøve, der viser, at varerne er salmonella-fri,« siger Bjarne Laustsen.

Også den danske detailhandel i form af brancheforneingen Dansk Erhverv kritiserer ministeren for uretfærdigt at lange ud efter udenlandsk kød.

»Det vil være uheldigt, hvis det bliver en ’køb dansk-kampagne’ i stedet for en kampagne for sikre fødevarer. Ministeren burde i stedet fortælle forbrugerne, at de kan sikre sig ved at gennemstege kødet,« siger forbrugerpolitisk chef Lone Rasmussen.

faktaboks

Hvad er salmonella?

Salmonella er en tarmbakterie, der findes naturligt i en lang række dyr. Kød bliver inficeret, når der under slagtningen går hul på tarmen. Salmonella kan dog også være i grøntsager, der er vandet med væske med afføring.

Hvert år slår salmonella, der findes i et utal af varianter, et tocifret antal danskere ihjel, hvoraf mange er ældre.

616 er smittede af det aktuelle udbrud med salmonella U292, der kun har ramt Danmark.

Ingen af de smittede er vegetarer og muslimer. Og langt de fleste smittede er børn og unge.

Salmonella-bakterien dør ved 70 graders varme – derfor skal man gennemstege kødet.