På en institution i København blev en 13-årig dreng i september sidste år skudt i brystet af en 17-årig dreng (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

14-årig blev skudt af 17-årig: Han skød mig bevidst

24. aug 2020, 13:20
På en institution i København blev en 13-årig dreng i september sidste år skudt i brystet af en 17-årig dreng.

- Han putter et magasin i pistolen. Han lader den. Så lader han den igen. Der falder en kugle ud af kammeret. Så lader han en tredje gang. Så sigter han, og så går der to sekunder, inden jeg hører et kæmpe brag.

Sådan fortæller det nu 14-årige skudoffer om skudepisoden fra september sidste år, da anklager Roxanne Ulvskov mandag i Københavns Byret beder ham om at gennemgå forløbet slavisk.

- Hvad sker der, efter du er blevet skudt?, spørger Roxanne Ulvskov offeret.

- Jeg er i chok. Jeg kigger ned ad mig selv. Der er hul i min trøje, og så begynder der at komme blod ud.

I september sidste år blev den da 13-årige dreng skudt mellem brystet og skulderen af en da 17-årig dreng på en institution for udsatte unge og børn.

I Københavns Byret mandag fremgår det både af offerets og tiltaltes vidneforklaringer, at de havde et godt indbyrdes forhold.

- Vi havde et storebror-lillebror-forhold, fortæller de begge.

Den 14-årige er dog ikke i tvivl, da anklager Roxanne spørger ham, om den tiltalte sigtede på ham med pistolen, den dag han blev skudt. Men han virker til at være i tvivl om den nu 18-åriges intentioner.

- Det var bevidst, da han skød mig, men jeg tror ikke, at han ville slå mig ihjel, siger han.

Den 18-årige tiltalte nægter sig skyldig i anklagen om drabsforsøg. Han erkender dog, at have været i besiddelse af et ulovligt skydevåben.

De to drenge var begge blevet anbragt på institutionen Den Flyvende Hollænder, og det var også her de havde lært hinanden at kende. De boede sågar i værelser ved siden af hinanden.

Det er kommet frem i retten mandag, at skudepisoden fandt sted på den tiltaltes værelse. Men de to drenge virker ikke til at være enige om hændelsesforløbet.

- Jeg trækker kammeret tilbage, hvorefter en kugle falder ud på min seng. Da jeg slipper kammeret, går pistolen af, fortæller den 18-årige tiltalte dreng

- Er det et uheld?, spørger Roxanne Ulvskov.

- Ja, svarer den tiltalte.

Ifølge den 18-årige, ville han tømme pistolen for patroner, inden den dengang 13-årige ville få lov at se den.

Der forventes at blive afsagt dom i sagen den 14. september

/ritzau/