137 sygemeldte vinder over skandalekommune

28. feb 2012
Kim Larsen får sine sygedagpenge tilbage efter lang kamp mod kommunen. 137 sager skal gå om, efter at ankenævn har underkendt kommunens praksis med private jobfirmaer.

45-årige Kim Larsen fra Djursland er lettet.

Efter et halvt års kamp mod kommunen får han endelig sine sygedagpenge tilbage.

Kim Larsen har fået Beskæftigelsesankenævnets ord for, at kommunen havde afgjort hans sag forkert.

”Det er en lettelse. Nu kan jeg bruge kræfterne på at blive rask i stedet for at kæmpe med kommunen,” siger han.

Lod private jobfirmaer afgøre sager

Kim Larsen er en ud af 137 sygemeldte, der er blevet fanget i i Syddjurs Kommunes samarbejde med de private jobfirmaer Institut for Serviceudvikling og Varda Jobservice.

Kommunen havde ladet de private jobfirmaer være med til at afgøre sagerne, selvom det er forbudt.

Det var Avisen.dk, der afslørede den ulovlige praksis i en række artikler i november.

Selv samme praksis har Beskæftigelsesankenævnet nu underkendt. Nævnet har afgjort, at kommunens afgørelse er ugyldig, fordi et privat jobfirma har været med til at træffe den.

Derfor vil kommunen lade alle 137 sager, som de private jobfirmaer har haft fingrene i, gå om.

I Kim Larsens tilfælde skal han desuden have udbetalt de sygedagpenge, han skulle have haft fra november og frem til nu.

”Det betyder, at vores familie får genoprettet vores økonomiske grundlag. Det er en stor lettelse i hverdagen,” siger han.

Stopper ”usmagelig” praksis

Ankenævnets afgørelse vækker begejstring i Dansk Metal, der har kæmpet mod Syddjurs Kommunes praksis på vegne af flere medlemmer.

”Det er usmageligt, at kommunen har ladet private jobfirmaer afgøre syge borgeres skæbne. Derfor er vi glade for, at ankenævnet har sat en stoppet for den praksis,” siger Finn Andersen, formand for Dansk Metal Aarhus.

Han henviser til, at de private jobfirmaer – som Avisen.dk tidligere har afsløret - har haft en økonomisk interesse i at stoppe borgernes sygedagpenge, fordi de bliver lønnet af kommunen for at nedbringe udgifterne til sygedagpenge.

Borgmesterens "fodfejl

Borgmester i Syddjurs Kommune, Kirstine Bille (SF), har flere gange afvist kritikken af kommunens praksis. Hun har gentagne gange sagt, at der kun var tale om ”fodfejl”.

Nu tager hverken hun eller direktør Jørgen Andersen telefonen, når Avisen.dk ringer.

I en pressemeddelelse fra kommunen siger Kirstine Bille:

”Vi vil selvfølgelig ændre praksis efter de nye afgørelser, og jeg vil samtidig beklage overfor de borgere, der kan blive generet af en genbehandling.”

Sagaen i Syddjurs:
  • Sagen startede i efteråret, da Avisen.dk kunne afsløre, at kommunen lod to private jobfirmaer fratage borgernes sygedagpenge, selvom selv samme firmaer havde økonomiske interesser i at lukke sagerne.
  • I den forbindelse kom det også frem, at kommunen undlod at orientere borgerne om, at de i virkeligheden fik behandlet deres sager af private firmaer. Avisen.dk kunne også afsløre, at kommunen havde forsøgt at slette kritiske oplysninger i dokumenter, som Avisen.dk fik aktindsigt i.
  • Der udbrød mytteri på jobcenteret, som kommunen håndterede ved at fyre og forflytte kritiske medarbejdere. Det kom også frem, at direktøren for det ene af de to jobfirmaer, Emil Raun fra Varda Jobservice, tidligere har været involveret i en sag om overforbrug på 21 millioner kroner i Haderslev Kommune.