Myndighederne arbejder på at få de omkring 130 folk, der befinder sig i minen, uskadt op, fortæller indsatslederen på stedet Lars-Göran Morén til tv-stationen SVT. Foto: 11560 Niklas Hagman/Tt/Ritzau Scanpix

Brand på jobbet: 130 søger tilflugt i svensk mine

6. feb, 16:03
Der kommer røg fra en maskine 852 meter under jorden i svensk mine. Omkring 130 er flygtet i beskyttelsesrum.

Omkring 130 personer har torsdag søgt tilflugt i en række beskyttelsesrum i en svensk mine, der er ramt af brand. Det skriver den svenske tv-station SVT.

En talskvinde fra regionen, Ann-Sofie Masth, oplyser, at sundhedspersonale har modtaget to personer med kvæstelser. Det siger hun til nyhedsbureauet TT.

Adspurgt til skaderne kan hun ikke oplyse, hvilke skader der er tale om, eller hvor alvorlige de er.

Minen ligger i Hedemora Kommune i det centrale Sverige. Der indløb en melding om branden torsdag eftermiddag klokken 14.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Der er røgudvikling fra en maskine 852 meter under jorden. Vi følger vores rutiner, hvilket indebærer, at vi bringer alle medarbejdere i sikkerhed, siger Jenny Gotthardsson, der er områdechef ved Garpenberg-minen, til SVT.

I minen er der 46 beskyttelsesrum, hvor der er ilt til, at 239 mennesker kan opholde sig i otte timer. Det skriver SVT.

Indsatslederen på stedet hedder Lars-Göran Morén. Han fortæller til SVT, at der nu arbejdes på at få folk op og ud af minen.

- Vi arbejder på at få dem op. De befinder sig lige nu i et forholdsvis sikkert miljø. Vores folk er ved at finde frem til maskinen. Det er uklart, om den brænder, eller om det bare er røg, siger han til SVT.

- Det er ikke let at bevæge sig rundt dernede.

Politiets pressemand på stedet, Stefan Wickberg, forsikrer om, at der er god tid til at få personerne i minen op.

- Der er ingen risiko for, at det her kommer til at tage så lang tid, at de løber tør for ilt, siger han ifølge SVT.

- Det findes ikke så meget nede i tunnelerne, der kan brænde.

Ifølge svensk politi tyder intet på, at der er tale om en forbrydelse. Men politiet vil undersøge, hvad der tilsyneladende har fået maskinen til at gå i brand, når de omkring 130 personer er i sikkerhed.

/ritzau/