13 tricks til at klare teenageren

16. jan 2010
Find dig i ukvemsord, surmuleri og døre, der smækker. Det kan alligevel blive en hyggelig weekend med dit teenagebarn.

Hvad skal du stille op i en weekenden med det lille, søde barn, der er blevet til et bøvsende, pubertært monster?

”Se det som en gave og acceptér teenagerens oprørske og humørsvingende adfærd. Tro det eller ej, det kan blive en hyggelig weekend,” siger Jens Vinther, ekspert i børnepsykologi og forfatter til bogen ”Hjælp, vi har en teenager i huset.”

Han har i samarbejde med Avisen.dk lavet en guide til, hvordan hårdt prøvede forældre med lidt pædagogisk snilde kan sikre sig et par hyggelige timer med teenageren.

Tidsbegrænsning


Acceptér, at I ikke kan booke teenageren hele weekenden. Stil jer tilfreds med et par timer foran tv’et, i shoppingcentret eller på en gocartbane.

Drop ynk

Undlad at give teenageren dårlig samvittighed ved beklage jer over, at han eller hun kun afsætter kort tid til familiehygge. Det vil virke modsat. Glæd jer i stedet over den tid, I trods alt har sammen.

Tjek teenagerens interesser

Spørg ikke teenageren, hvad han eller hun kunne tænke sig at lave med familien. Svaret vil være ”ikke noget!”. Lav i stedet lidt research og find ud af, at teenageren interesserer sig for.

Invitér ikke


Det kan være en fordel ikke at invitere teenageren til at deltage i familiehyggen. Sørg blot for, at han eller hun hører, at der skal ske noget interessant, for så øges chancen for, at teenageren er med.

Slug kameler

Undlad at flippe ud, når teenageren surmuler eller udspyer ukvemsord, som var det ildkugler fra en nytårsfontæne. Tag det med ophøjet ro. Teenageren er i hormonel ubalance.

Bevar roen

Selv om du indeni raser over, at teenageren kalder dig en idiot eller en møgsæk, så undlad at besvare skældsordene med skældsord. Vær voksen og sig koldt og roligt, at ”her taler vi ordentligt til hinanden.”

Acceptér mobilen


Teenagerens mobiltelefon er livline til vennerne. Kræv derfor ikke, at sms-kontakten bliver afbrudt.

Vis interesse

Vis teenageren jeres respekt og interesse ved at spørge, hvad han eller hun synes om eksempelvis et emne, som bliver taget op i den film, I ser. Og fortæl hvad I synes på en ikke-belærende måde. 

Insistér aldrig

Når I diskuterer et givent emne, så acceptér, at teenageren sjældent giver jer ret. Fremlæg jeres synspunkter, og vid, at teenageren lytter, selv om det ikke ser sådan ud.

Sig, I elsker teenageren

I kan ikke forvente, at teenageren svarer, at han eller hun også elsker jer, men I kan forvente, at teenageren med glæde noterer jeres kærlighedserklæringer – selv om han eller hun vrænger ansigt.

Drik jer ikke fulde

Lad være med at drikke jer fulde med teenageren. I er forbilleder, og drikker I jer fulde sammen, vil teenageren tro, at man nødvendigvis skal drikke for at hygge sig. Forbyd teenagere under 16 år at drikke.

En ny form for familiehygge


Være storsindet og acceptér teenagerens oprørske og humørsvingende adfærd. Forvent ikke, at familiehyggen bliver som i gamle dage, for det gør den ikke. Men selv om teenageren er tvær og signalerer ugidelighed, hygger han eller hun sig alligevel. Så I kan lige så godt vænne jer til, at det er den måde, I for en periode "hygger" jer sammen.

Sæt grænser


I sit ungdomsoprør prøver teenageren grænser af. Det er helt naturligt, teenageren skal udfordre jer. Og så er det jeres pligt som forældre at sætte grænserne. Det er det, teenageren ønsker af jer.