13 timers tænkepause i OKforhandlinger

26. feb 2011, 01:00
Efter 11 timers forhandlinger om en overenskomst for sundhedssektoren var forhandlerne stadig i gang med punkt 1. Nu er de gået hjem

11 timers nærmest nyttesløse forhandlinger om en overenskomst for 120.000 ansatte i Danske Regioner er endt med, at forhandlerne er gået hjem. Det erfarer Avisen.dk.

Klokken halv et fredag nat opgav de, og gik hver til sit til en "tænkepause" på 13 timer. Forhandlerne mødes først igen lørdag klokken 14.

Efter 11 timers forhandlinger fredag eftermiddag og aften var det i følge Avisen.dks oplysninger ikke lykkedes at komme ud over det første punkt på listen over uenigheder:

Den kritiserede reguleringsordning, der sørger for, at lønnen for de ansatte i regionerne følger gennemsnittet for de privat-ansatte.

Regionerne vil have reguleringsordningen ændret. Men fagforeningerne vil have en garanti for, at medarbejderne ikke gang på gang skal betale deres lønstigninger tilbage. Det er en risiko ved Regionernes forslag.

Hvis regionerne som nu fortsætter med at fyre lavtlønnede sosu'er og ansætte højtlønnede akademikere, vil det nemlig se ud som gennemsnitslønnen er steget for alle, og så er der risiko for tilbagebetaling.

Fredag nat er forhandlerne fra Sundhedskartellet, KTO, FOA og AC og Danske Regioner derfor gået hver for sig for at diskutere en måde at komme videre i forhandlingerne på.

Derfor skylder de

På grund af reguleringsordningen skylder medarbejderne i kommunerne 1,22 procent af deres løn, og et engangsbeløb på 50 millioner kroner, som de også har fået for meget.

Se her, hvordan reguleringsordningen virker:

Derfor skylder de offentligt ansatte chefen penge