Billede fra stilladset i Tikøbgade den 2. december sidste år, hvor politiet var mødt talstærkt op efter den voldsomme ballade. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Nu står ansat fra omstridt stillads frem: Vi fik besked på at løbe fra myndig­hederne

3. jan, 06:10
En tidligere ansat på skandaleramt stillads i Tikøbgade i København blev snydt for tusindvis af kroner og fik ifølge 3F helt ned til 73 kroner i timen. Han afslører nu detaljer om hverdagen i det litauiske byggefirma, der stod bag stilladset.

Farlige arbejdsforhold, manglende løn og massivt arbejdspres.   

Sådan lyder den litauiske håndværker Peters beskrivelse af hverdagen på det københavnske stillads, der i begyndelsen af december blev centrum for en voldsom faglig konflikt. Her blev stilladset væltet af vrede københavnske stilladsarbejdere, mens en Porsche Cayenne, der var tilknyttet byggepladsen, blev væltet om på taget. 

Peter var ikke selv til stede på byggepladsen under optøjerne, men fra april til november i år har han arbejdet for det litauiske byggefirma DS Byggeri Aps, der indtil starten af december stod bag byggeriet på hjørnet af Tikøbgade og Lundtoftegade på Nørrebro i København.

Den litauiske håndværker Peter tegner et lidet flatterende billede af arbejdsforholdene i det litauiske byggefirma.

- Der var overhovedet ikke styr på sikkerheden, og vi havde altid alt for travlt. Folk blev presset til at arbejde alle ugens dage og ofte til langt ud på aftenen, siger Peter. 

Peter er ikke den litauiske håndværkers rigtige navn. Han frygter, hvad der vil ske, hvis andre litauiske byggefirmaer finder ud af, at han er gået til 3F og har fortalt om arbejdsforholdene i DS Byggeri.

- Ingen litauiske firmaer vil ansætte dig, hvis de ved, at du er gået til 3F. Så bliver du set som en, der skaber problemer, fortæller han.

Efter episoden med det væltede stillads, blev DS Byggeri opsagt af Dansk Boligbyg A/S, der er hovedentreprenør på byggepladsen på Tikøbgade. 

'Ikke en god chef'

Ifølge Peter var det især chefen for DS Byggeri, Donatas Aleksandravicius, der var årsag til det dårlige arbejdsmiljø. Udover byggeriet i Tikøbgade har Peter også arbejdet for Donatas Aleksandravicius firma på byggepladser i Aarhus, Værløse og Allerød. 

- Donatas var ikke en god chef. Jeg tror ikke, at han havde nogen anelse om, hvad han lavede. Samtidig oplevede mange af mine kolleger, at der blev svindlet med kontrakterne, og de fleste fik deres penge i hånden, uddyber Peter. 

Han forklarer, at det hårde arbejdspres på byggepladsen betød, at der hele tiden var stor udskiftning i det litauiske firma. 

- Hvis folk ikke kunne klare presset, eller brokkede sig, så var det bare ud. Jeg havde kolleger, der endte med at gå selv, fordi de ikke ikke ville finde sig i det, de blev budt, forklarer Peter. 

Sådan har vi lavet interviewet 

Da håndværkeren Peter, der medvirker i interviewet, kun taler russisk og litauisk er interviewet lavet med hjælp fra en tolk. Tolken udfører opgaver for blandt andet fagforeningen 3F i forbindelse med lønsager, men alle udgifter til tolkens arbejde i forbindelse med dette interview er betalt af A4 Medier. 

Udover litauiske ansatte fortæller Peter også, at han hørte håndværkere, der talte ukrainsk på pladsen. 

- Men om de var der illegalt eller ej, det ved jeg ikke, understreger han. 

Løb fra Arbejdstilsynet 

Trods de tumultariske forhold i det litauiske byggefirma var strategien på ét punkt dog klar. Hvis repræsentanter fra Arbejdstilsynet eller fagbevægelsen mødte op på byggepladsen, skulle de ansatte tage benene på nakken. 

- Lige så snart vi så dem, var det bare med at stikke af. Og cheferne vidste, hvordan Arbejdstilsynet og 3F's folk ser ud, så det var let for dem at advare os, fortæller Peter. 

Mens Peter arbejdede for DS Byggeri, oplevede han flere gange, at han ikke fik den løn, han havde aftalt med byggefirmaets ledelse. Da han havde arbejdet for firmaet i knap fire måneder manglede han og en kollega knap 50.000 kroner i løn.

- Jeg prøvede at sige til Donatas, at jeg skulle have mine penge, og at jeg ellers ville skride. Men lige lidt hjalp det, forklarer Peter. 

Ifølge fagforeningen 3F, der har set oplysninger om Peters løn og arbejdstimer, har han fået, hvad der svarer til 73 kroner i timen, mens DS Byggeri hverken har indbetalt til pension, feriepenge eller overtidsbetaling til ham. 

Peter er i dag tilbage i Litauen, hvor han arbejder som håndværker.

Meldt til politiet flere gange

A4 Arbejdsliv har i flere omgange forsøgt at få en kommentar fra Donatas Aleksandravicius, direktør i DS Byggeri Aps, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. 

Udover den manglende løn til håndværkeren Peter kunne Fagbladet 3F i december fortælle, at 3F har flere verserende sager kørende om underbetaling mod DS Byggeri. I en af sagerne er 11 litauiske ansatte ifølge 3F blevet snydt for 51.000 kroner i manglende pension, overtidsbetaling og feriepenge. 

Få dage senere kunne Ekstra Bladet fortælle, at Arbejdstilsynet har meldt DS Byggeri til politiet for flere brud på arbejdsmiljøloven. Nordjyllands Politi og Østjyllands Politi bekræftede på daværende tidspunkt overfor avisen, at de efterforskede en sag om byggefirmaet.  

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her