20201016-154913-4-1920x1279we
Jensens Bøfshus' direktør, Anders Nikolaisen, mener ikke, at hans værtinder laver tjenerarbejde. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

3F efter årelang konflikt med bøfkonge: Vi har idéer til en løsning

12. feb 2021, 11:45
Torsdag aften havde 3F inviteret 155 medarbejdere fra Jensens Bøfhus til dialogmøde. Medarbejderne får ingen hjælp fra hjælpepakkerne, fordi deres arbejdsgiver og 3F er i konflikt. Derfor har de i et åbent brev opfordret 3F til at sætte konflikten i bero.

Opdateret kl 12:35 med svar fra 3Fs forhandlingssekretær for Privat Service, Hotel og Restauration, Peter Lykke Nielsen

155 medarbejdere fra Jensens Bøfhus får i øjeblikket ingen indkomst, fordi deres arbejdsgiver er i konflikt med 3F. Derfor opfordrer de i et åbent brev 3F til at sætte konflikten i bero.

LÆS OGSÅ: Bøfkonge møder fagbevægelsen i Arbejdsretten

Det fik fagforeningen til at invitere medarbejderne til et dialogmøde torsdag aften.

- Jeg har aftalt med medarbejderne, at 3F nu gør alt, hvad vi kan for at mødes med Jensens Bøfhus A/S for at få en løsning på de unges situation. Vi kan kun hjælpe de unge, hvis det sker gennem en aftale med Jensens Bøfhus A/S. Når jeg har en afklaring, har vi aftalt, at vi kan genoptage dialogen, siger Tina Møller Madsen, der er gruppeformand, 3F Privat Service, Hotel og Restauration, i en pressemeddelelse.

De 155 medarbejdere, der altså ikke er organiseret hos 3F, har i et åbent brev, som Berlingske har bragt, skrevet, at de er ønsker, at 3F skal sætte konflikten i bero, så de kan få lønkompensation. Det er nemlig sådan, at når en virksomhed er i en konflikt med et fagforbund, så kan virksomheden ikke få del i regeringens hjælpepakker, og det stiller altså de unge medarbejdere uden løn.

Det betyder, at der ikke betales kompensation for de ansatte, som er direkte omfattet af en lockout eller strejke, eftersom de ikke får løn fra arbejdsgiveren
Peter Hummelgaard (S), beskæftigelsesminister 

I et skriftligt svar til Berlingske skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at det under trepartsforhandlingerne om lønkompensations-aftalen blev besluttet, at virksomheder, der er part i en arbejdskonflikt, ikke kan modtage hjælpepakker. Han refererer til, at det er et velkendt princip, at staten ikke blander sig i arbejdskonflikter.

- Det betyder, at der ikke betales kompensation for de ansatte, som er direkte omfattet af en lockout eller strejke, eftersom de ikke får løn fra arbejdsgiveren. Det betyder også, at der ikke betales kompensation for de stillinger på virksomheden, som i øvrigt er omfattet af konflikten, skriver Peter Hummelgaard.

Han opfordrer samtidig til, at arbejdsgivere og lønmodtagere udskyder konflikter på arbejdspladsen, indtil situationen i samfundet er normaliseret.

Det er tjenerarbejde 

Konflikten brød ud i lys lue, da Jensens Bøfhus i februar varslede lockout for at komme ud af den gældende overenskomst og i stedet få en overenskomst magen til den, som kæden Flammen har med 3F.

3F vil dog ikke tegne den overenskomst med Jensens Bøfhus, fordi fagforeningen mener, at serveringspersonalet på Jensens Bøfhus udfører tjenerarbejde - i modsætning til personalet på Flammen, hvor gæsterne selv henter mad ved en buffet. En overenskomst som Flammens ville betyde, at de såkaldte værtinder fremover skulle have 20 kroner mindre i timen, mens køkkenmedarbejderne ville få en lønstigning på 4-5 kroner.

Og jeg blev selvfølgelig dybt berørt under mødet af alt det, de unge fortalte mig
Tina Møller Madsen, gruppeformand 3F Privat Service, Hotel og Restauration

Men nu har 3F altså forsøgt at gå i dialog med Jensens Bøfhus påny. Efter mødet torsdag aften var gruppeformanden fra 3F Tina Møller Madsen berørt af de unges økonomiske situation.

- Jeg vidste jo godt, at fordi Jensens Bøfhus A/S har startet en konflikt, så kan medarbejderne ikke få lønkompensation. Staten må ikke støtte arbejdsgivere, der har indledt en konflikt. Og jeg blev selvfølgelig dybt berørt under mødet af alt det, de unge fortalte mig.

De unge fortalte ifølge Tina Møller Madsen blandt andet, at deres økonomi er så hårdt presset, at flere har måttet aflyse tandlæge- og kiropraktorbesøg, og flere af dem er flyttet hjem til forældrene, fordi de ikke kan klare udgifterne i deres nuværende bolig.

Til Berlingske siger Jensens Bøfhus-direktør Anders Nikolaisen, at han hilser et møde med 3F velkomment, hvis fagforeningen suspenderer konflikten midlertidigt.

LÆS OGSÅ: Bøfkonge: Mine folk er mere McDonalds-medarbejdere end tjenere

Vi har ideer til en løsning

A4 Arbejdliv har stillet Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær, 3F Privat Service, Hotel og Restauration, nogle uddybende spørgsmål: 

Hvorfor blev konfliktvarslet udsat under første nedlukning, men ikke under denne? 

- Konflikten blev ikke udsat – strejkevarslet og sympatikonflikterne blev udskudt, fordi vi frygtede en konkurs hos Jensens Bøfhus A/S. Kort tid efter gik Jensens Bøfhus A/S i pressen og forsikrede om, at ejerkredsen havde garanteret den fortsatte drift. Oven på den melding genoptog vi konflikten i september, da restauranterne var åbne.

Er der noget, der har ændret sig, siden I mener, der kan findes en løsning nu? 

- Mødet med de unge medarbejdere. Vi skal vende alle sten i forsøget på at finde en løsning. Vi er ikke bange for at række hånden ud til Jensens Bøfhus A/S, men indtil videre bliver den afvist.

Har Jensens Bøfhus svaret på jeres invitation? 

- Ja. Anders Nikolaisen vendte tilbage i et brev og i Berlingske med en besked om, at de kun vil mødes med 3F såfremt 3F ' … straks og forinden midlertidigt suspenderer konflikten så længe Corona krisen begrænser muligheden for at drive vores erhverv'

- Vi sidder faktisk med en følelse af, at Jensens Bøfhus A/S kører de unges situation foran sig, så de selv undgår kritik for ikke at nulstille konflikten, sådan som ministeren har opfordret til.

- Det er vigtigt at huske på, at en nulstilling af konflikten ensidigt er til fordel for arbejdsgiveren. En nulstilling af konflikten betyder, at arbejdsgiver igen kan få leveret sædvanlige varer og serviceydelser, og få adgang til organiseret arbejdskraft, faktisk kan ledige 3F’ere ikke afvise et job hos Jensens Bøfhus A/S, hvis de får anvist arbejde gennem Jobcentret – det handler om meget andet end lønkompensation. Nulstilling af konflikten er ensidigt til fordel for arbejdsgiveren, skriver Peter Lykke Nielsen i en mail til A4 Arbejdsliv. 

Han skriver yderligere, at 3F ikke ønsker at gå yderligere i detaljer omkring, hvad den kommende løsning kunne være.

- Vi vil gerne udgå at forhandle gennem pressen. For at nå en løsning er der behov for et fortroligt forhandlingsrum. Vi har Ideer til en løsning som vi gerne vil drøfte med Jensens Bøfhus A/S