Tæt på verden: 10.000 landsbyer stopper omskæring af piger

23. maj 2013, 08:50
Tradition kan være afskaffet i en generation. Nu bakker 15 afrikanske lande op.

På godt fem år har 10.000 landsbyer i 15 afrikanske lande offentligt meldt ud, at de vil stoppe pigeomskæring. Det skaber optimisme hos FN’s Børnefond, Unicef, UNFPA og Amnesty, som nu melder ud, at traditionen med at omskære piger kan være afskaffet inden for én generation, skriver AfrikaNyt.

FN’s børnefond og UNFPA vil nu sætte gang i en kampagne i Danmark, der skal skabe opmærksomhed om pigeomskæring og samle penge ind til det fælles program.

"Vi har opbygget en stor erfaring med, hvordan landsbysamfund, der i årtusinder har omskåret piger, kan bevæges til at træffe en beslutning om at stoppe. Forældre ønsker at gøre det bedste for deres børn. Og når de kommer til en erkendelse af, at pigeomskæring ikke er det bedste, kan selv en gammel praksis stoppes. Derfor er målet om at udrydde pigeomskæring inden for én generation ikke urealistisk",siger Pernille Fenger, chef for UNFPA Nordisk Kontor, i en pressemeddelelse.

Omskæring

Kvindelig omskæring er delvis eller fuldstændig fjernelse af de primære kvindelige kønsorganer omkring skeden og evt. sammensyning af de ydre skamlæber. Indgrebet, der er meget udbredt i Afrika, udføres typisk uden bedøvelse med grove hjemmelavede redskaber som barberblade. I de mere udviklede lande, hvor kvindelig omskæring også finder sted, fx Iran og Irak, bliver indgrebet dog ofte foretaget på hospitaler og med lokalbedøvelse.

Kvindelig omskæring udføres ofte uden bedøvelse eller kliniske instrumenter da sådanne forhold ofte er fraværende i de lande hvor omskæring typisk finder sted. I landsbyerne udføres det oftest af en gammel kvinde med en række forskellige dårlige eller hjemmelavede værktøjer, så som knive og barberblade. Assistenter og familie holder pigen fast under indgrebet, som tager omkring 15-20 minutter, hvorefter forskellige miksturer af urter eller aske gnubbes ind i såret for at stoppe blødninger.

I følge Unicef, UNFPA og Amnesty, Kvindelig omskæring praktiseres i dag i mere end 28 afrikanske lande centreret omkring det nordøstlige Afrika samt et bælte over Centralafrika.

Mest udbredt er det i lande som Somalia (98%), Egypten (90%), Sudan (89%), Etiopien (85%) og Mali(50%). Det er estimeret der i dag er over 130 millioner kvinder i Afrika, som er omskårede med omkring 2 millioner nye tilfælde hvert år, omskæring sker typisk når pigen er mellem fire og ti år.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.