Tæt på verden: 1 million lig kan stemme på diktator i dag

31. jul 2013
Selvom tilfældene af politisk motiveret vold og chikane er faldet i Zimbabwe, har der været mange uregelmæssigheder forud for dagens valg. Mange valgkredse har flere vælgere end indbyggere. Desuden står en million døde vælgere på valglisterne.

I dette valgår har Robert Mugabes modstandere dristet sig til at vise deres røde farver. Det turde de ikke i 2008, hvor de risikerede at få bank eller værre af præsidentens bøller fra regeringspartiet ZANU-PF.

Dagens valg i Zimbabwe ser ud til at blive fredeligt.

Præsidenten har lovet at respektere resultatet. Det er tredje gang, at han er oppe imod kandidaten Morgan Tsvangirai.

En ikke særligt omfattende meningsmåling, offentliggjort i Zimbabwes Daily News for få dage siden, gav Tsvangirai 61 procent af stemmerne mod Mugabes 34.

Robert Mugabes diktatoriske styre er ofte blev mødt af det internationale samfunds fordømmelse. Der er dog sket demokratiske fremskridt i landet, som den danske regering belønnede ved at hæve ulandsstøtten til det sydøst-afrikanske land i marts.

Døde med stemmeret

Selvom præsidentens mænd har skruet ned for volden i dette valgår, har der været flere tilfælde af chikane.

Et eksempel på chikanen op til valget, som rapporteret i The New York Times, var, at oppositionspartiet importerede motorcykler for hurtigt at kunne komme rundt i landet for at registrere vælgere. Køretøjerne blev konfiskeret, og partiets folk måtte cykle rundt i det store land.

Værre er måske den overordnede svindel og mismanagement, der holder to millioner unge væk fra stemmeboksene i dag, som rapporteret af Afrika Kontakt i Verdensnyt.

Unge anses i henhold til målinger for at være tilhængere af Robert Mugabes modstander, Morgan Tsvangirai, og dødtrætte af den snart 90-årige dikatator.

Et tegn på andre uregelmæssigheder er, at mange valgkredse har flere vælgere end indbyggere. Desuden står en million døde vælgere på valglisterne.

Fire millioner statsborgere bosat i udlandet kan ikke deltage i dagens valg.

Et ukønt makkerskab

Ved sidste valg i 2008 blev over 200 mennesker slået ihjel.

Det efterfølgende kaos medførte en magtdeling mellem præsident Robert Mugabe og hans modstander Morgan Tsvangirai, der blev premierminister. Parret har trods gensidig uvilje trukket Zimbabwe ud af økonomisk krise.

I 2008 mente mange, at Tsvangigai og hans Movement for Democratic Change (MDC) vandt valget, men blev frarøvet sejren. Han fik flere stemmer end Mugabe, men trak sig fra anden runde af præsidentvalget på grund af systematisk vold fra Mugabes ZANU-PF.

De to stridende partier har styret landet ukønt med omfattende korruption og økonomisk kaos med 231 millioner procent inflation i 2008, men de har dog formået at vedtage en ny grundlov, hvis effekt skal ses efter dagens valg.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.