En ung kvinde blev i august fundet død i et badekar på bostedet Bifrost i vejle. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Medarbejder sigtet: Ung kvinde fundet død i badekar

22. maj, 11:29
En tidligere medarbejder fra et bosted i Vejle er sigtet, efter en kvinde i august blev fundet død i et badekar.

En tidligere ansat på bostedet Bifrost i Vejle er sigtet i forbindelse med et dødsfald d. 19. august 2019. 

En ung kvinde blev fundet død i et badekar, og politiet har altså valgt at sigte en medarbejder for uagtsomt manddrab.

LÆS OGSÅ: Mand anholdt for snyd med lønkompensation

Kvinden boede i afdelingen Bygden, en del af bostedet Bifrost. Bygden ligger i Løget i den sydlige del af Vejle og er et aflastningstilbud med plads til 12 børn og unge med fysiske og psykiske handicap.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Vejle Amts Folkeblad har læst en mail fra Vejle Kommune, der er sendt til forældre til børn fra Bygden, og det er heri, der står, at medarbejderen er sigtet.

Medarbejderen, der var involveret i badesituationen, er endnu ikke tiltalt, derfor vil politiet ikke udtale sig om detaljer i sagen:

- Det er en sag, som stadig efterforskes. Derfor er sagen underlagt tavshedspligt, og jeg kan ikke sige yderligere, forklarer kommunikationskonsulent Vibeke Sørensen til den jyske avis.

LÆS OGSÅ: Jan opklarede dankort-svindel: Alligevel nægtede banken at dække hans tab

Chef for afdelingen for familie og forebyggelse Anette Ravn Olsen vil heller ikke udtale sig om, om medarbejderen efter dødsfaldet blev fyret eller selv valgte at stoppe sin ansættelse.