HK Ungdom: Helt grotesk, at så mange unge oplever brud på arbejdsmiljøreglerne

Asbj__rn_312__1_
Asbjørn Frier er formand for HK Ungdom. Foto: Privatfoto
24. apr. 2024 07.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Langt de fleste børn og unge bør have et fritidsjob. Men før vi lemper arbejdsmiljøreglerne for at realisere det, bør vi have fokus på, at alt for mange unge i dag mødes af et for dårligt arbejdsmiljø uden styr på de nuværende regler, skriver HK Ungdom i dette debatindlæg.

REGERINGEN VIL LEMPE arbejdsmiljøreglerne, så endnu flere kan få et fritidsjob, men det virker som om, at den helt har glemt alle dem, som kommer ud til et dårligt et af slagsen.

Mit andet fritidsjob var som fejedreng, da jeg var 14 år. Her var der i den grad ikke styr på sagerne i starten. Jeg fejede uden maske, indtil de heldigvis fandt masken frem til mig, og erstattede kosten med en støvsuger, som reglerne foreskriver. 

HK har godt og vel hver tredje fritidsjobber i vores brancher. Som formand for HK Ungdom, der repræsenterer unge medlemmer af HK, vil jeg insistere på, at det skal være gode og sunde jobs med et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Flertal for at lempe arbejdsmiljøreglerne for at få flere i fritidsjob

Det er vigtigt, at der er kommet så meget fokus på alt det gavnlige ved et fritidsjob. Jeg mener, at langt de fleste børn og unge bør prøve at have et. Det er en del af ens dannelse at lære at være en del af et arbejdsfællesskab. Det har så mange positive effekter at få erfaring med det tidligt. Og det gør man simpelthen kun ved at få et fritidsjob. 

MEN FOR MANGE CHIKANERES og lider psykisk eller fysisk overlast. Jobpatruljens evalueringsrapport taler sit tydelige sprog. Hver sjette har oplevet at føle sig utryg, når de udfører arbejde. Hver femte pålægges et krav om, at de selv skal finde en afløser, når de er syge. En tredjedel har ikke fået den nødvendige instruktion i at udføre arbejdet på en farefri måde. Hver femte har oplevet at få fysiske mén af at gå på arbejde.

Når regeringen ønsker at lempe arbejdsmiljøreglerne for at få flere fritidsjobbere, må de også sørge for, at de har det godt og får det bedre!
Asbjørn Frier, formand HK Ungdom Danmark

Og selvom jeg nu er på mit fjerde eksempel, kunne jeg blive ved. For hele 82,7 pct. af fritidsjobberne har oplevet regelbrud. Det er helt grotesk, at der er så meget galt blandt mindreårige på arbejdsmarkedet. 

Vi kan gøre meget for at give børn og unge en bedre start på arbejdsmarkedet. Det har vi en forpligtelse til at sørge for. 

ARBEJDSTILSYNET SKAL have et særligt fokus på fritidsjobbere med en fokuseret kontrolenhed. Med særlige regler i arbejdsmiljølovgivningen for børn og unge under 18 år, bør der også følge særlige indsatser. De særlige regler skal også være til at forstå, og det må man kunne løse med klare og tydelige regler, som ingen arbejdsgiver er tvivl i om.

LÆS OGSÅ: Eksperter advarer: "Der er en god grund til, at vi har de arbejdsmiljøregler, vi har i dag"

Fritidsjobbere skal kende til deres rettigheder og den danske model, så de står stærkere på arbejdsmarkedet. Indsatser, som jobpatruljen og fagbevægelsens skoletjeneste, der har til formål at oplyse børn, unge og fritidsjobber, bør være indsatser, som skal udvides, finansieret af staten.

For når regeringen ønsker at lempe arbejdsmiljøreglerne for at få flere fritidsjobbere, må de også sørge for, at de har det godt og får det bedre! Derfor skal bedre arbejdsforhold gå hånd i hånd med flere fritidsjobbere. Alt andet kan vi ikke være den yngste generation på arbejdsmarkedet bekendt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].