Ørkensønnen fylder år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Asger Reher: Sådan er det at blive 70

23. jun, 08:30
Selv om han er kendt fra Ørkenens Sønner, har Asger Reher mange dramatiske roller bag sig.

Snorlige lå foldede bukser og nystrøgne skjorter side om side i tøjbutikken TipTop i Aabenraa.

Bag disken stod Asger Reher. Familien havde skaffet ham lærepladsen som herreekviperingshandler, så han havde noget at falde tilbage på.

For han drømte ikke om at sælge gevandter, men om at træde i andres sko. Efter at have set Osvald Helmuth i "Jeppe på bjerget" ville han også være skuespiller.

Siden har Asger Reher ikke set sig tilbage, og 24. juni fylder den alsidige skuespiller - især kendt som Ali Bubbas Barkhar, Otto Fjertoman og grosserer Pikkerup i Ørkenens Sønner - 70 år.

Asger Reher kom til verden i Aabenraa i 1950 og er opvokset i Gråsten.

Lige fra første skolekomedie fik han teaterblod på tanden, men hans forældre insisterede på, at han skulle have en "rigtig" uddannelse, og dengang gjorde man, som ens forældre sagde.

Efter læretiden kom han i militæret og blev befalingsmand.

Men teatret trak stadig, og for at ryste de tre år i militæret af sig tog han en HF-eksamen i Holstebro, hvor han havde mødt en pige, der skulle det samme.

Sideløbende var Asger Reher med til at danne byens amatørteater - som stadig ligger der den dag i dag.

En dag tikkede telegrammet fra teaterskolen endelig ind:

- Tillykke, du er blevet optaget.

Asger Reher for grådkvalt til nærmeste telefonboks og ringede til sin mor for at overbringe nyheden.

Der var helt stille et par sekunder. Så kom reaktionen:

- Hvis det er det, du vil ...

Asger Reher græd - ikke kun af glæde.

- Man skal huske på, at mine forældre var fra en helt anden tid. De kom fra en hård opvækst og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ville satse på skuespil, når nu jeg allerede havde fine uddannelser.

Asger Reher blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teaters elevskole i 1978 og gik blandt andre på hold med Preben Kristensen.

Over dem gik Søren Pilmark og Anders Bircow. De sang sammen på tværs af årgangene og dannede en barbershopkvartet og optrådte som underholdende indslag.

Efter elevtiden blev Asger Reher ansat på Aarhus Teater, og det var også her, han mødte balletdanserinden Eva Nevel, som han har sønnen Matias med.

Siden blev han ansat på Det Kongelige Teater i København, og det samme var Søren Pilmark.

Han savnede de gode gamle dage i Aarhus, sagde han til Asger Reher.

De to delte garderobe med henholdsvis Henrik Koefoed og Flemming Enevold, som var med på at synge de gamle sange firstemmigt og optræde med dem.

En dag, kvartetten øvede, tog Søren Pilmark en fez på, han havde købt på en ferie, og som nu lå oven på hans klaver.

Han lignede Gøg og Gokke fra "Sons of the Desert"-filmen, konstaterede Flemming Enevold - og så var Ørkenens Sønner skabt.

Udadtil ville de lave en loge og indvie uindviede i, hvad der foregår bag de lukkede døre.

Indadtil ville især Søren Pilmark og Flemming Enevold kradse i overfladen og gøre op med ugebladenes fremstilling af dem som svigermors drøm ved at synge sjofle sange iført smoking og glat ansigt.

De har spurgt sig selv, om de skulle ændre konceptet, men nej. Publikum er glade. Ørkensønnerne er glade.

- Søren siger, vi skal knibe os selv i armen over, hvad vi har skabt. Det var jo bare tænkt som en godnatfis der i 1991.

Flemming Enevold forlod senere gruppen, og ind kom Niels Olsen.

Siden har Ørkenens Sønner optrådt i den konstellation, og det er blevet til ni shows på 30 år.

"En gang til for prins Knud" fra 2015 skulle have været det sidste.

Men efter et par år ringede Søren Pilmark.

- Er du frisk?, spurgte han, og til september har kvartettens niende show, "En fez i en hornlygte", premiere.

Og dét bliver det definitivt sidste ... Måske, siger Asger Reher, men regner lidt på det:

- Går der fire-fem år mellem hvert show, er jeg 75 næste gang. Søren og Henrik vil være 70, og Niels 65. Jeg ved ikke, hvad showet skal hedde - "og nu på stylter"?

Alligevel er der noget, der trækker.

- Det brag, når den første går på scenen, er ubetaleligt. Tænk at have et job, hvor folk klapper af dig og nogle gange endda står op, siger Asger Reher.

Det er lige så euforisk syvende, tiende og hundredtyvende gang. Selv om de optræder med samme show, er hver forestilling forskellig, forklarer han.

- Publikum er forskellige. Vi er forskellige. Det kan være, at bilen ikke ville starte i morges, eller at man har fået en gave. Ens humør er anderledes, og det bringer man med sig på scenen, om man vil det eller ej.

- Det er det, der tager så fandens mange år at lære: Spil på det, du hører - ikke på det, du forventer at høre.

Der er ikke langt fra komedien til tragedien, og Asger Reher har også mange dramatiske roller bag sig.

Blandt højdepunkterne udpeger den rutinerede skuespiller opsætningen af "En sælgers død" på Det Kongelige Teater og stykket "Blackbird" på Café Teatret.

- Jeg ved godt, mange kender mig som ham den lille og sjove. Men jeg har også dramaet og melankolien i mig, for der kan jeg gribe ind til folks følelser.

Det var på Det Kongelige Teater, han greb ind i sin fars følelser. Mens morens accept kom, kort efter at han blev optaget på elevskolen, kom farens først, da selveste fru bankdirektør i Gråsten havde set Asger Reher medvirke i "Hamlet", fik han at vide.

- Da min far døde, fandt min mor en mappe udelukkende med udklip om mig. Hun anede ikke, han havde lavet den, og han havde aldrig sagt noget til mig.

- Jeg tudbrølede, da jeg bladrede den igennem. Kunne han for helvede ikke have sagt noget til mig dengang, siger Asger Reher.

Skulle mappen opdateres i dag, ville siderne være flere.

Selv om Asger Reher har passeret pensionsalderen, har han slet ikke i sinde at trække sig tilbage.

Kroppen værker da lidt og kan heller ikke det samme som i de yngre dage.

Men:

- Jeg bliver ved, så længe jeg kan. Ellers går jeg i hundene. Jeg ville slet ikke ane, hvad jeg skulle lave, siger skuespilleren.

Han er nødt til at holde sig i gang, både fysisk og mentalt. Det er der brug for, hvis man skal springe rundt på scenen i en alder af 70 år.

- Jeg er lille og tæt, nu lidt tættere med alderen, men jeg har altid været i god form og dyrket atletik, fodbold, håndbold, sprunget faldskærm og dykket, og det kommer mig til gode nu. Når man runder 50, kan man virkelig mærke forskellen, forklarer han.

Den 24. juni runder Asger Reher 70 år.

Han ønsker sig ikke noget, men vil rigtig gerne være bedstefar, fortæller han.

Dagen skal fejres med de allernærmeste, og de omfatter også en ekskæreste og moren til hans søn.

- Jeg kan godt mærke nu, hvor jeg ikke har en partner, at jeg godt kan savne en at holde om og dele nogle oplevelser med. Men jeg kan ikke gå ud på Twitter, Tinder eller tanter, eller hvad det nu hedder, og jeg er slet ikke typen, der går på bar. Så jeg må bare affinde mig med, at sådan er det at blive 70. But you never know...

- Men det der med villa, Volvo og vovse duer jeg ikke til. Jeg har behov for mit eget sted og at være herre over min egen tid.

Og apropos, tid så ønsker Asger Reher ikke at spole sin tilbage. Kunne han, ville han gøre nøjagtig det samme - også stå i lære som herreekviperingshandler.

Selv om han ikke har sat sine ben bag en disk siden, har det fulgt ham.

Selv strømper og undertøj stryger han, dels så det ser pænere ud, men også, fordi han kommer i en form for meditativ tilstand, mens han indøver sine replikker.

Over 150 produktioner på primært teatret, men også i revyer, film og tv er det indtil videre blevet til.

- Livet tilpasser sig sin alder, og jeg har en alder, hvor jeg hviler i mig selv. Jeg skal ikke skal leve op til noget. Jeg skal ikke satse på en karriere, jeg har karrieren bag mig, kan man næsten sige. Så jeg bygger videre.

- Been there, done that, sådan har jeg altid haft det, og så putter jeg det ned i rygsækken. Og den er dejligt fyldt med gode minder, hvilket er vidunderligt at kigge tilbage på. Man kan ikke undgå tragedier, men dem er der heldigvis få af i min.

/ritzau/