Manchester United og Harry Maguire (til højre) og Manchester City og Sergio Agüero kan se frem til en anderledes afvikling af denne sæson, som måske også kommer til at skubbe den kommende sæson. (Arkivfoto) Foto: Phil Noble/Reuters

Premier League forventes udsat i lang tid

22. mar, 16:00
Den engelske ligaforening EFL forudser, at næste Premier League-sæson måske ikke kan begynde 8. august.

Engelsk fodbold står bomstille på grund af udbruddet af coronavirus.

Og måske kommer den nuværende pause i Premier League til at være så lang, at den også skubber den kommende sæson, der står til at begynde 8. august.

Det åbner Rick Parry, formand for ligaforeningen English Football League (EFL), op for i et interview med engelske BBC.

- Idéen om at dette er pænt overstået i juni, og at næste sæson starter i august, er ønsketænkning, siger Rick Parry.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Han advarer om, at tiltagene i England mod coronavirus kan blive længerevarende.

13. marts blev Premier League sat på pause frem til 4. april, inden man forlængede pausen til 30. april med håbet om at spille i maj.

Det er det håb, som Parry kalder ønsketænkning. Han vurderer, at det også kan komme til at rykke ved den kommende sæson, og han vil ikke garantere en bestemt dato for sæsonstart.

- Jeg tror, at der vil være en synergieffekt af dette i 18 måneder, så vi har brug for en masse fleksibilitet, siger Rick Parry.

Ifølge den engelske avis The Sunday Telegraph planlægger Premier League først at genoptage spillet 1. juni og spille i seks uger, så man kan indlede næste sæson i august.

Den skitseplan bliver i avisen kaldt den bedst mulige af alle tænkte scenarier, og det vil kunne mindske de tab af indtægter, klubberne står over for, da de i øjeblikket betaler løn til spillerne.

Udskydelsen af EM i fodbold fra 2020 til 2021 har skabt et hul, som kan udnyttes af de nationale ligaer. Det kræver dog, situationen med coronavirus tillader det.

Avisen skriver, at spillerkontrakter, hvor mange slutter med udgangen af juni, kan blive et problem. Men Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har lovet at se på mulige dispensationer.

I planen skriver The Sunday Telegraph, at Premier League og FA Cuppen genoptages for lukkede døre - altså uden tilskuere.

/ritzau/