Merete Mærkedahl er klar til 'Vild med dans' sæson 17. Hendes celebre kusine, vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl, vandt 'Vild med dans' i 2014 med makkeren Silas Holst. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Badehotellet-stjerne klar til 'Vild med dans'

19. aug, 12:50
Skuespillerinden Merete Mærkedahl kridter snart danseskoene og kaster sig ud i alt fra cha-cha-cha til tango.

Snart skifter skuespillerinden Merete Mærkedahl stuepigeuniformen ud med tylskørter og pailletkjoler.

Badehotellet-stjernen, som især er kendt for sin rolle som stuepigen Otilia i samtlige syv sæsoner af TV2's successerie, er nemlig blandt deltagere i årets udgave af "Vild med dans".

Drømmen om at danse har den 38-årige skuespillerinde haft siden barnsben, og nu går den så endelig i opfyldelse, fortæller hun til Billed-Bladet.

- Jeg har altid ønsket at gå til dans, og da jeg var lille, ville jeg så gerne gå til standarddans i Thisted, som er den største by, tæt på hvor jeg er fra, men jeg kunne aldrig skaffe en partner. Så jeg glæder mig helt vildt meget til endelig at kunne danse, siger Merete Mærkedahl til ugebladet.

Virker hendes efternavn bekendt i Vild med dans-sammenhæng, så skyldes det, at hendes kusine er vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl, som vandt dansedysten i 2014 med partner Silas Holst.

- Det giver da lidt præstationsnerver, siger hun med et grin i interviewet med Billed-Bladet.

Hun har også forhørt sig om dansedysten hos Badehotellet-kollegerne Neel Rønholt, Ena Spottag og Simon Stenspil, som alle tre tidligere har deltaget i "Vild med dans".

De to sidstnævnte har tilmed vundet i henholdsvis 2015 med partner Thomas Evers Poulsen og i 2018 med danserinden Asta Björk.

Foruden Merete Mærkedahl er også DR-radioværten Sara Bro og dansktopsangerinden Hilda Heick annonceret blandt årets nydansere.

"Vild med dans" blænder op for sin 17. sæson fredag den 2. oktober.

/ritzau/