Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet er i gang med de sidste forberedelser, inden den coronaforsinkede sæson indledes i Østrig. (Arkivfoto) Foto: Amanda Perobelli/Reuters/Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen: 'Jeg var nede og ramme bunden'

21. jun, 13:14
Da Kevin Magnussen efter sin debutsæson hos McLaren blev degraderet til reservekører, ramte han bunden.

I 2014 tordnede den danske racerkører Kevin Magnussen ind på Formel 1-scenen med en overraskende andenplads i debutløbet i Australien.

Alt syntes tilrettelagt til en stor karriere, men en ustabil bil betød hurtigt falmende resultater, og da sæsonen var ovre, blev han degraderet til reservekører.

Der var han på nippet til at opgive drømmen om en Formel 1-karriere, fortæller han i et interview med DR Sporten.

- Det var vanvittigt. Jeg blev revet ud af hele den verden, jeg var kommet ind i, lige som jeg var kommet ind i den. Kæmpe forvirring og kæmpe frustrationer og et kæmpe nederlag, forklarer den 27-årige dansker.

- Lige der mistede jeg troen på, at det ville kunne lade sig gøre at komme tilbage. Jeg var nede og ramme bunden og troede, jeg skulle lave noget andet.

Ifølge Magnussen endte den utrolige start med en podieplads i Australien faktisk med at blive en væsentlig del af fortællingen om hans deroute i den sæson.

Med præstationen steg forventningerne til ham, både fra ham selv og omgivelserne. Men andenpladsen afspejlede hverken hans eller McLaren-racerens niveau i den sæson.

- De andre teams havde bedre biler, og det begyndte hurtigt at vise sig. Men for mig var en femteplads bare ikke godt nok. En syvendeplads slet ikke. Jeg havde kun sejren og podiepladserne i hovedet, siger han til DR Sporten.

Efter et år på sidelinjen i 2015 kom han tilbage i Formel 1 med en kontrakt hos Renault.

Selv om forventningerne var lavere her, blev sæsonen heller ikke den tiltrængte succesoplevelse for Kevin Magnussen.

Året efter skiftede han til Haas, som han nu, med coronaforsinkelse, skal i gang med sin fjerde sæson for.

2019 var skuffende, med en bil som slet ikke præsterede, men i 2018 sluttede Magnussen på niendepladsen i VM-stillingen, hvilket må siges at være godkendt for et af de mindre teams i feltet.

Formel 1-sæsonen 2020 indledes i den første weekend i juli i Østrig.

/ritzau/