Sangerinden Barbara Moleko har været helt nede i kulkælderen og mistet lysten til musik Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sangerinde er tilbage efter depression

17. maj, 08:00
Livet har vist sig fra sin sværeste side for 33-årige Barbara Moleko, der er tilbage efter fem års albumpause.

I seks måneder kunne Barbara Moleko ikke høre musik. Hun kunne ikke holde lydene ud, sangteksterne gjorde hende ked af det og musikken, som siden hun var barn har været livets omdrejningspunkt, skar i ørerne.

- Det var bare larm, både fysisk og psykisk, siger Barbara Moleko.

Sangerinden, der fik sit gennembrud tilbage i 2012 med albummet "Lykken er ...", har været helt nede at vende i løbet af de seneste år.

Dernede, hvor det er en bedrift at finde tre gode ting, der er sket i løbet af dagen, når man ligger i sin seng om aftenen, og hvor højdepunkterne kan være, at man har kunnet gå en tur i Fakta, eller at solen indimellem har vist sine stråler.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Dernede, hvor depressionen buldrer så hårdt, at kroppen siger fra.

Dernede, hvor man mister frygten for at dø.

Men hvordan når en sangerinde, der har stået på Danmarks største scener, stjålet rampelyset i et væld af tv-shows og stillet sig forrest i kampen for de svage og udsatte, helt derned?

- Det gik op for mig i slutningen af 2018, at den var helt gal, fortæller Barbara Moleko, der udkommer med albummet "Jeg er stærk" den 22. maj.

- Min daværende kæreste og jeg havde prøvet at blive gravide i et længere stykke tid, men det var gået fuldstændigt galt, og jeg endte på hospitalet flere gange, fortæller Barbara Moleko.

- Efter den anden mislykkede graviditet knækkede jeg fuldstændigt, siger sangerinden, der to gange oplevede at blive gravid uden for livmoderen og derfor miste barnet.

Men der var ikke meget forståelse at hente.

- Lægerne sagde til mig, at jeg bare skulle være glad for, at jeg havde et barn i forvejen, siger Moleko, der har en seksårig datter fra et tidligere forhold, og ryster på hovedet.

Det tog hårdt på hende. Alligevel blev hun ved med at køre på - både i studiet og derhjemme, hvor hun prøvede at lukke ned i stedet for at bearbejde sorgen.

I dag kan hun godt se, at hun havde en depression.

- På det tidspunkt prøvede jeg at få gang i musikken igen, og jeg skulle i studiet og vi skulle udgive og en masse ting.

- Men min verden var jo faldet fra hinanden. Jeg kunne slet ikke tænke. Folk kunne spørge mig om klokken, og så var jeg nødt til at gå ind og lægge mig. Det var virkelig voldsomt, siger hun.

Til sidst lavede hendes mor og kæreste en intervention.

- De kunne jo se, jeg ikke havde det godt. Jeg gik rundt som en zombie, forklarer Barbara Moleko.

Hun var begyndt at vise skræmmende fysiske tegn på, at noget for alvor var galt.

- Jeg fik føleforstyrrelser i fingrene, mit syn ændrede sig, og jeg begyndte at stamme. Det var så langt ude. Jeg blev virkelig syg både fysisk og psykisk.

- Når jeg ikke havde min datter, kunne jeg slet ikke finde motivationen til noget som helst. Jeg følte jeg mig så modløs, og jeg passede slet ikke godt på mig selv. Det var bare lort. Det vil jeg ikke ønske for nogen, de skal opleve, siger Barbara Moleko.

Og det er lige præcis derfor, hun vælger at fortælle om det, der uden sammenligning har været den hårdeste periode i hendes 33-årige liv.

- Det er ikke en klagesang, siger hun.

- Det handler om, at vi skal være bedre til at blande os i hinandens liv og være der for hinanden. Og vi skal også være bedre til at række ud efter hjælp, og hvis bare jeg kan gøre en lille forskel for nogen, så fortæller jeg gerne, hvordan jeg har haft det, siger hun.

Hun har oplevet det at miste et ufødt barn som et kæmpe tabu, som folk har svært ved at tale om.

- Vi er nødt til at være åbne om det, for man bliver så ensom og alene i det. Det er et traume og en drøm, der dør, hver gang det sker, siger hun.

For hende blev det også enden på forholdet til kæresten.

- Enten vokser man sammen i sådan en situation, eller også stikker man af i hver sin retning. Og det skete med os. Og det var hårdt, for vi var to mennesker, der kæmpede alene.

- Det var også med til at knække mig lidt, siger hun.

Da jorden for alvor forsvandt under hende, gik det helt galt.

- Jeg har altid været bange for at hoppe i vandet, især mørkt vand. Men jeg mistede fuldstændigt min frygt. Jeg mistede frygten for at dø. For det kunne alligevel ikke blive værre, siger hun og fortsætter:

- Men jeg er ret glad for, at jeg nåede derud, for det lærer også en noget om, at tanker bare er tanker, og at de ikke skal styre en, siger hun.

Men de er lumske, tankerne. Mens det var allerværst, tænkte hun ting, hun aldrig troede, hun ville komme til.

- Jeg syntes jo, at jeg gjorde livet sværere og mere stressende for alle andre. Jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte, at hvis jeg nu bare ikke var her.

- Kunne jeg købe en billet til Congo og forsvinde? Mit barn ville have et bedre liv uden mig. Og min mor og bror også, siger hun.

Pludselig forstod hun, var det er for nogle tanker, der går gennem hovedet, når folk vælger at ende livet.

- Men det er et tabu at snakke om lysten til bare at dø. Ikke at jeg selv havde lyst til det, for jeg kæmpede jo, selv om alt var lort, men jeg nåede dertil, hvor jeg godt kunne forstå, hvorfor folk tænker, at de gør andre og dem selv en tjeneste ved det, siger hun.

- Men det er vanvittigt at nå dertil, hvor man tænker sådan. Det er en sygdom og en nedsmeltning i ens hjerne. Og man må ikke gå med de tanker alene, siger Barbara Moleko, der i perioden både fik hjælp af en kropsterapeut og en psykiater.

På det tidspunkt lå det så fjernt fra hende at lave musik, at hun tvivlede på, at hun nogensinde kom til det igen.

- Det er virkelig mærkeligt at nå et sted hen, hvor man ikke har lyst til musikken - og jeg havde været der længe, jeg havde bare negligeret det, forklarer hun.

Men hvis ikke hun var musiker, hvem var hun så?

- Jeg har følt, at jeg har skullet tilfredsstille andre og leve op til en eller anden idé om, hvem Barbara Moleko er. Også i musikken, hvor jeg har følt, at jeg skulle i studiet, selv om jeg ikke havde lyst.

- Jeg havde en skriveblokade i virkelig lang tid, hvor jeg tvang mig selv til at være feature på andre artisters numre og har lavet nogle samarbejder, selv om jeg virkelig ikke havde overskud til det, siger hun.

Til sidst trak hun fuldstændigt stikket og flyttede på et refugium - et tilflugtssted - i Nordsjælland. Ud i naturen, hvor dagene gik med at meditere, få massage, mærke sig selv, trække vejret og tænke sig grundigt om.

- Det var, som om jeg endelig fik ro på, forklarer hun.

Langsomt begyndte det at gå den rigtige vej. Barbara Moleko kunne overskue lidt mere, for hver dag der gik.

Lidt flere timer ude af sengen. Og langsomt lidt flere timer i studiet.

Lysten til musikken vendte tilbage, og det samme gjorde kreativiteten, og pludselig væltede sangene ud af hende.

- I sommer begyndte jeg at kunne mærke, at der kom noget styrke tilbage. Jeg føler, at jeg er rigtigt tilbage igen og har motivationen. Overskuddet er kommet tilbage, forklarer hun.

Fredag udkommer hun med sit tredje album - fem år efter det sidste. I introen på albummet synger hun som et slags mantra: "Jeg er stærk, jeg er modig".

Om det er modigt at dele sin historie, ved hun ikke.

- Jeg ved bare, at jeg ikke har behov for at skjule den. Hvad skal jeg fortælle, hvis jeg ikke fortæller min historie?

- Folk kommer op til mig, og fortæller mig de mest personlige ting om krakelerede familier og ufødte børn. Vi har alle sammen en sorg og en bagage, vi bærer rundt på. Og hvordan skulle jeg kunne skjule min, når jeg har skrevet et helt album om den?, spørger hun.

Nu har hun trykket mentalt play igen - til musikken og til sig selv.

- Jeg kan høre musik igen. Jeg kan sidde og analysere tekster og lave andenstemmer og synge kor, når jeg sidder og lytter.

- Jeg kan mærke både sorg og glæde over et godt nummer. Det er livet. Men livet var bare lige sat på pause.

Albummet "Jeg er stærk" udkommer den 22. maj.

/ritzau/